Arkitekt bag nyt museum: - Det her er en måde at sige tak til H. C. Andersen på

Det nye H. C. Andersens Hus er blandt andet tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma, og byggeriet er inspireret af Odense og ikke mindst H. C. Andersen.

- Det her er et projekt, der vokser frem fra grunden, hvor det bliver opført.

quote Arkitekturen bør ikke være et monument, men noget, der vokser naturligt ind i det omgivende landskab

Yuki Ikeguchi, arkitekt, Kengo Kuma & Associates

Sådan sætter museumsinspektør for det nye H. C. Andersens Hus Henrik Lübker ord på arkitekturen bag det omspændende byggeprojekt midt i Odense.

Det nye museum er blandt andet tegnet af den kendte, japanske arkitekt Kengo Kuma, og han fortæller, at H. C. Andersens eventyr har været afgørende for designet af bygningen.

Hvem er Kengo Kuma?

- H. C. Andersen er meget populær i Japan, og da jeg var en dreng, inspirerede han mig til at drømme. Han er meget anderledes fra andre historiefortællere og takket være ham, kunne jeg drømme om, hvordan verden er, siger Kengo Kuma til Odense Bys Museer og fortsætter:

- At skulle designe et museum til ham er meget spændende, fordi jeg har lært så meget af ham, og jeg vil gerne inddrage hans idéer i det egentlige rum.

Den japanske arkitekt fortæller, at H. C. Andersens eventyr har været afgørende for ham, da han skulle designe det nye H. C. Andersens Hus.
Fotograf: Odense Bys Museer

Med til at tegne museet har også været danske Cornelius Vöge Atelier for Arkitektur samt landskabsarkitekterne Masu Planning.

Arkitektur er ikke bare et monument

Yuki Ikeguchi arbejder også som arkitekt i firmaet Kengo Kuma & Associates, og hun har derfor været med til at designe det nye musem.

Hun fortæller, at det nye museum er designet både indefra og udefra på samme tid.

- For os handler det ikke om, at vi bare designer de store ting, og så kan vi finde ud af indholdet bagefter. Vi ser, vi forestiller os, vi tester oplevelserne indenfor, imens vi designer det udvendige, og det er helt særligt for vores proces, siger hun og tilføjer:

- Det er både min og Kengo Kumas tilgang, at arkitekturen ikke bør være et monument, men noget, der vokser naturligt ind i det omgivende landskab.

Og det er det, der gør det nye museum særligt, mener Henrik Lübker.

- Arkitekterne har hele tiden tænkt på, hvordan det vil være som krop at bevæge sig gennem museet. Det er det unikke med Kengo Kuma i modsætning til andre arkitekter, der måske bare ville komme for at sætte et stort monument, siger han til TV 2 Fyn.

Et drømmeprojekt

Som en del af arkitekturen leger Kengo Kuma med lysinfaldet i museet. Det gør han blandt andet med hjælp fra de høje træer i haven, de store vinduespartier og også gennem de udvendige trækontruktioner, som er inspirerede af bindingsværkshusene i Odense.

Den udvendige trækontruktion på det kommende museum er inspireret af bindingsværkshusene i Odense.
Den udvendige trækontruktion på det kommende museum er inspireret af bindingsværkshusene i Odense.
Foto: Kengo Kuma & Associates, Cornelius Voge, MASU Planning

- Den her unikke integration af ægte natur som et arkitektonisk materiale er noget helt særligt for det her museum, og det er noget, som vi aldrig har prøvet før, siger Yuki Ikeguchi.

Kengo Kuma beskriver projektet som en drøm for ham og hans kollegaer i Kengo Kuma & Associates. 

- Når nu vi tegner et museum i H. C. Andersens navn, så er det som at sige tak til ham for alt det, vi har lært af ham, siger han.

Kengo Kuma har ud over at designe det nye H. C. Andersens Hus også designet flere andre kulturinstitutioner i hele verden.
Fotograf: Odense Bys Museer

Den lille havfrue som inspirationskilde 

Også H. C. Andersens fødehjem har været inspirationskilde til designet af det nye museum. 

- Jeg var meget imponeret over kontrasten i, at en så stor personlighed er født i så lille et hus, så hvis vi kunne opnå en følelse af noget småt i det her store projekt, så kunne repræsentere netop den kontrast i H. C. Andersens liv, siger Kengo Kuma og fortsætter: 

- Materialerne, vi bruger, er helt normale, men vi forsøger at skabe en anderledes verden med helt almindelige materialer. Det er vigtigt, fordi vi lever med virkelighedens begrænsninger, og vi skal så finde frem til drømmen ved hjælp af almindelige materialer.

Men selvom indholdet i museet i høj grad har været en inspirationskilde for arkitekturen, så bliver sløret indtil videre ikke løftet for udstillingerne. 

Ét af eventyrene vil Yuki Ikeguchi dog godt fortælle om. Hør hende fortælle om tankerne bag udstillingen af eventyret 'Den lille havfrue' herunder: 

Yuki Ikeguchi fortæller, hvordan eventyret om den lille havfrue har inspireret hende og Kengo Kuma til at designe en lille sø, som man både kan kigge op gennem og ned gennem.
Fotograf: Odense Bys Museer

For Henrik Lübker betyder det en del, at arkitekturen tager udgangspunkt i H. C. Andersens eventyr.

- På en eller anden måde er man både stolt og ydmyg, for det er Andersen, der har givet svarene, siger han.

 

Oversigt

    Oversigt