Byggefirmaet Olav de Linde ærgrer sig over, at selskabet igen modtager kritik for angiveligt at ville fælde skov i Åløkkeskoven i Odense, selv om selskabet har fået nej til sine byggeplaner.
- Jeg er enormt ærgerlig over, at kritikken kører op på så voldsomt et niveau. Det er på ingen måder så dramatisk, som det bliver udstillet, siger direktør Esben Kjeldsen.
- Man får det til at lyde som om, at vi er i gang med at fælde en hel skov, og det har aldrig nogensinde været en del af hensigten eller planen, forklarer han.
Oprydningsarbejde i gang
I weekenden kom det frem, at Olav de Linde vil fælde træer på den omdiskuterede og såkaldte cirkusplads i Åløkkeskoven. Her fik Olav de Linde efter flere års stridigheder tidligere på året et endeligt nej til et boligbyggeri.
Mandag har det fra flere sider mødt kritik og undren, at selskabet fra morgenstunden er i gang med at fælde træer på matriklen.
Der er dog bare i gang med at blive ryddet op efter flere års stilstand, hvor tingene er vokset til, lyder forklaringen fra Olav de Linde.
- Den lille smule, der kommer til at ske, er oprydning omkring cirkuspladsen. Arbejdet er påbegyndt i morges (mandag morgen, red.), og det er tilendebragt i morgen (tirsdag, red.), siger Esben Kjeldsen.
- Den nederste del af skoven er skov. Den øverste del, som ikke er skov, men er en del af matriklen, rydder vi for den lidt vilde bevoksning, der er kommet, siger Esben Kjeldsen, som understreger, at Olav de Linde har rådført sig med eksperter, før de gik i gang med at arbejde, for at sikre, at det ikke gik ud over naturen.
Politiker: Man kunne også lade være med at fælde træer
Fra politisk side har der ellers været et ønske om at få sat træfældningen eller oprydningsarbejdet i bero.
- Mit mål er at få en timeout eller en pause, så vi kan indlede en dialog. Som man kan se, går det ikke ret godt, fordi man kan høre, at der bliver fældet i skoven. Der er i hvert fald maskiner i gang, siger Susanne Crawley, der er radikal rådmand i Odense Kommune.
- Bare fordi man har ret til at fælde disse træer, kunne man også lade være, fastslår hun.
Beboer rystet over træfældning
En af beboerne i området mistænker Olav de Linde for at fælde træer på matriklen som hævn for ikke kunne bygge på grunden.
- Det har intet på sig. Hvis vi ville - og det vil vi ikke - er vi i vores ret til at angribe skoven markant anderledes, end det vi gør her, siger Esben Kjeldsen.
Der er dog nogle træer, der er i så dårlig stand på området, at de vil blive fældet, så de ikke vælter og gør skade på mennesker eller bygninger.
- Det er enormt ærgerligt, at man bliver ved med at tegne et billede af, at vi er aggressive, eller vi er ude på hævntogt. Det er vi på ingen måde, fastslår Olav de Linde-direktøren.
Sådan har sagen udvikling sig
Planerne om at fælde træerne begyndte i 2016, hvor Olav de Linde meldte ud, at selskabet ville bygge boliger på cirkuspladsen. Men det fik kritik fra en lang række beboere i området, som ville bevare skoven.
Efter flere års stridigheder mellem bygherren og lokale borgere afviste Odense Kommune i marts 2021 at godkende Olav de Lindes byggeplaner.
Nu er planerne, at der skal være en parkeringsplads på grunden, og derfor skal der alligevel fældes træer.