Temperaturene stiger
Ifølge DMI svinder chancerne for hvid jul betydeligt ind efter weekenden, hvor temperaturene stiger.
Vagthavende meteorolog Mette Wagner kan se vejrforholdene frem til 20. december. Hun kan man andre ord ikke 100 procent udelukke hvid jul i år.
- Men idet jeg kan se temperaturer mellem seks og ti grader, ser det på nuværende tidspunkt ikke ud til det, siger hun til Ritzau.
Anderledes optimistiske er TV 2 Vejret.
Chance for hvid jul
Her kigger man nemlig på den amerikanske model GFS, og den lader lige nu til at sende et lavtryk med sne hen over Danmark den 23./24. december.
- Med prognoser, der viser hvid jul, holder vi humøret oppe på TV 2 Vejret og sætter hvidjulsbarometeret et procentpoint op til 12 procent chance for landsdækkende hvid jul, skriver TV 2 Vejret.
Chancen for lokal hvid jul er dog højere, erkender meteorologerne på TV 2 Vejret.
Det er 24 år siden, at Danmark senest havde landsdækkende hvid jul. Det kræver, at minimum 90 procent af landet har hvidt underlag under fødderne.
Helt så længe siden er det dog ikke siden, fynboerne senest kunne fejre jul i hvide klæder. Det lod sig gøre i 2021, hvor 75 procent af danskerne oplevede hvid jul.