De store byer vil have ny styreform
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Kun én ud af fire storkommuner er kritisk over for regeringens forslag til en ny styreform.
København, Aarhus og Odense siger ja tak, mens Aalborg forholder sig mere kritisk.
Ifølge regeringsgrundlaget skal de store kommuner have ny styreform, som gør det administrative arbejde mere effektivt, og samtidig gøre det nemmere for borgeren at regne ud, hvem der har ansvaret for de beslutninger, der bliver truffet i kommunen.
Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus, glæder sig over udsigten til at kunne placere ansvaret ét sted.
- Du får en stor demokratisk gevinst ved, at man kan se, hvem der har ansvaret for de beslutninger, der bliver truffet. Konstruktionen i dag er meget mudret, siger han.
I dag har Aarhus magistratstyre, der i praksis betyder, at overborgmesteren leder kommunen sammen med seks såkaldte magistratafdelinger. Men det er upraktisk, lyder det fra borgmesteren.
Berlingske skriver onsdag, at den politiske styreform i de fire kommuner skal ændres til flertalsstyre som i resten af landets kommuner.
Det betyder at, borgmesterposterne bliver fordelt mellem de partier, der udgør det politiske flertal i stedet for at blive fordelt mellem alle partier efter størrelse.
Professor i Statskundskab ved Syddansk Universitet Poul Erik Mouritzen er positiv over for ændringen.
- Det centrale er, at du samler alle kompetencerne omkring organisering og ledelse hos overborgmesteren. Det vil føre til en mere effektiv styring, det er der ingen tvivl om, siger han.
Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, tror ikke på, at styreformen i kommunerne gør den store forskel for effektiviteten. Men større ensretning i kommunerne er godt.
- Det positive er jo, at man får et ens system i hele landet, siger han.
- Så skal man ikke hele tiden tænke i, om man skal lave særregler for de større byer, lyder det.
Ifølge analyseinstituttet Rambøll kan København spare op imod 177 millioner kroner årligt på overflødigt bureaukrati, fordi der indføres en enhedsforvaltning.
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) har længe efterlyst en ny styreform med en enhedsadministration og flertalsstyre.