Den 17-årige blev passet op i Vestergade af de fire mænd, som bankede hans hoved ind i et vindue og truede ham til at udlevere mobiltelefon, dankort og cigaretter.
Fyns Politi blev alarmeret og kort efter blev de fire unge mænd anholdt. Den ene af røverne er under 18 år, og alle fire vil søndag blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
- Den 17-årige mand er ikke kommet alvorligt til skade, men er chokeret over episoden, fortæller vagthavende ved Fyns Politi.