Fristende at blive pendler-studerende
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Siden juli har det været markant billigere at pendle mellem uddannelsessted og hjemmet. Det får studerende til at fravælge Odense.
Flytter fra Odense
Joost Van Tilburg, der studerer Idræt og Sundhed på SDU i Odense, har efter to år i Odense, valgt at flytte til hjem til København og istedet pendle til sit studie
- Dels ville jeg gerne tættere på mine venner og familien, dels synes jeg ikke rigtig ikke at Odense havde nok at byde på, siger Joost Van Tilburg.
At han økonomisk kan overkomme togturen frem og tilbage skyldes at pr 1. juli er blevet betydeligt billigere for studerende at pendle.
Et uddannelses- pendlerkort til 550 kroner om året ville normalt koste op mod 4.000 kr.
- Hvis det ikke var for togkortet, ville jeg ikke have råd, siger Joost Van Tilburg.
SDU: bekymret for studiemiljøet
Og Joost er ikke den eneste, der vælger at bo langt fra studiet i Odense.
- Vi har, sammen med bytrafikken og DSB, en klar oplevelse af at mange flere end før pendler, siger studiechef Per Andersen.
Hvor mange studerende, der har valgt at bo udenfor Odense, har SDU dog ikke konkrete tal på. Men antallet af studiepladser, som i år gik til ansøgere fra København, er steget med 51 procent.
Det bekymrer studiechefen, hvis flere og flere vælger ikke at bo i Odense.
- Det er klart, at når man pendler er det sværere at komme med i studiegrupper og at skabe sig et socialt liv på universitet, siger Per Andersen.
Der sker for lidt i Odense
Sammen Odense kommune har SDU gennem de senere år haft fokus på at gøre byen attraktiv med gode studieboliger, kulturtilbud og gode trafikale forbindelser.
Men det er åbentbart ikke godt nok.
- Odense er en hyggelig by, men der sker ikke så meget. Både København og Århus har flere bydele med hver deres charme. I Odense er der kun centrum, siger Joost Van Tilburg, før han stiger på toget hjem til København.