Et år efter åbning: Fund Friskole er gået konkurs

Bestyrelsen kan ikke se sig ud af Fund Friskoles økonomiske situation og har derfor begæret den konkurs.

Fund Friskoles bestyrelse har fredag begæret den kun ét år gamle skole konkurs. Det sker på trods af flere redningsforsøg i ugen op til.

quote Vi må se, om vi kan få lov at rekonstruktere skolen og tage alle de gode værdier med i en ny skole

Thomas Vorre, forælder

- Vi står i en økonomisk situation, der gør, at vi ikke kan se en god og bæredygtig fremtid for Fund Friskole, siger Heidi Lykke Schultz, der er på bestyrelsesformand i Fund Friskole. 

Ifølge hende er underskuddet i en sådan størrelse, at bestyrelsen har svært ved at se, hvordan skolen kan reddes. 

- Ledelsen har taget fint og flot ansvar for sin del af den manglende økonomiske styring. Som bestyrelse er vi nu også nødt til at tage et ansvar, siger hun. 

Hvem er FUND Friskole?

Forældre kæmper forsat

Den odenseanske friskole, der blandt andet bygger på FN's 17 verdensmål og er karakter- og eksamensfri, har blot eksisteret et år, men har elever skrevet op til de næste fem år. 

Skolens nuværende 135 elever og deres forældre modtog i sidste uge et brev fra skolen med beskeden om, at skolen efter alt at dømme ville lukke som følge af en mangelfuld økonomisk styring. 

Siden da har flere forældre kæmpet for skolens fremtid.

quote Ledelsen har taget ansvar for sin del af den manglende økonomiske styring.  Nu er vi også nødt til at tage ansvar

Heidi Lykke Schultz, bestyrelsesformand, Fund Friskole

- Jeg håber, at de mange stærke forældrekræfter ikke giver op og finder en måde, hvorpå de kan videreføre Fund Friskole, siger bestyrelsesformand Heidi Lykke Schultz.

Thomas Vorre har to børn på skolen og er så glad for et alternativ til den almindelige folkeskole, at han nu kæmper for at få lov til at videreføre skolen uafhængigt af den nuværende skole. 

- Vi må se, om vi kan få lov til at rekonstruktere skolen og tage alle de gode værdier og perspektiver med i en ny skole, siger han. 

Forældrene har den seneste uge samlet mere end 240.000 kroner ind for at redde skolen, men har fortsat ikke lavet gældsaftaler.

- Med det hold, jeg har bag mig, kunne vi køre en meget sikker økonomisk drift af skolen, siger han. 

Elever og forældre på skolen må dog indtil videre se sig om efter nye skoletilbud, når skoleåret igen begynder til august. 

Oversigt

    Oversigt