Fynboerne vil så gerne hjælpe hinanden. Men det er vigtigt, at vi følger myndighedernes anvisninger og ikke kommer til – med gode hensigter – at sprede corona-smitten.
Sådan lyder det fra Søren Windell (K), rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune, til muligheden for at oprette et korps af raskmeldte borgere.
- Jeg kan ikke udelukke, at vi kommer i en situation, hvor vi har brug for frivillige borgeres hjælp med udsatte ældre eller personer med et handicap, men det er endnu ikke aktuelt, siger rådmanden.
Irene Sørensen
Udklarhed om raskmelding
Ifølge Svend Stenvang Pedersen, ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitets Hospital (OUH), er det også endnu svært at vurdere, hvornår en person er rask efter coronavirus.
- Sundhedsvæsenet poder ikke længere borgere efter en sygdomsperiode, og derfor er det op til den enkelte at afgøre, hvornår man føler sig rask igen, siger han.
Ansvaret for at raskmelde sig ligger således hos den enkelte borger og ikke hos myndighederne, og derfor kan det være udfordrende at oprette et hjælpekorps med raskmeldte fynboer.
Der er desuden ikke tilstrækkelig viden om smittefaren efter endt sygdomsperiode, understreger Svend Stenvang Pedersen.
Derfor er det endnu ukendt, om man kan smitte, når man er symptomfri.
Hvis du vil hjælpe, kan du tilbyde dig som hjælp til indkøb, afhentning af medicin eller lignende, hvor der er sikret god afstand
Udsatte borgere får hjælp af sundhedsfagligt personale
Både på socialområdet og ældre- og handicapområdet arbejder Odense Kommune med et såkaldt nødberedskab. Derfor er det først og fremmest dem, som kender borgerne, der har kontakt til dem.
Kommunens læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale har skarpt fokus på at følge Sundhedsstyrelsen anbefalinger og dermed ikke sprede smitte til udsatte borgere.
- Vores sundhedsfaglige personale, der er i tæt kontakt med udsatte borgere, vurderer hele tiden ud fra deres faglighed, om der er fare for, at de smitter, siger Søren Windell.
Hvis du gerne vil hjælpe
Der er stadig rig mulighed for at give en hånd med hos din nabo eller andre i lokalområdet. Men husk at hold afstand – og pas på, at du ikke smitter andre, lyder rådet fra den odenseanske rådmand.
- Lysten til at hjælpe andre er heldigvis stor. Hvis du vil gerne hjælpe, kan du tilbyde dig som hjælp til indkøb, afhentning af medicin eller lignende, hvor der er sikret god afstand, siger han.
Flere organisationer koordinerer lige nu dankernes hjælpelyst.
Du kan blandt andet tilbyde – og bede om – hjælp hos Røde Kors’ hjælpenetværk, hos din lokaleafdeling i Ældre Sagen eller på én af de mange hjælpegrupper på Facebook.
Odense Kommunes Ældrepleje mangler hænder
Har du en sundhedsfaglig baggrund, kan du herudover tilbyde din arbejdskraft hos Odense Kommune. Det gør du ved at registrere dig her.
Kommunens ældrepleje har brug for ekstra hænder i forbindelse med den aktuelle situation med coronavirus og i særdeleshed, hvis epidemien spidser til.
Odense Kommune opfordrer læger, sygeplejerskestuderende, SOSU-medarbejdere eller andet sundhedspersonale til at ansøge.