Hvor skal olde bo? Slut med one-size-fits-all-løsninger for ældreboliger

Ældre er forskellige - ikke alle har de samme boligdrømme. Men det er en god ide at tage bestik af sin boligsituation, inden det er for sent.

Når andelen af ældre borgere over 80 år er stigende, og antallet af plejeboliger ikke følger med udviklingen, hvordan skal vi så indrette os, så oldemor og oldefar kan bo bedst muligt, når de en dag får brug for hjælp?

Det spørgsmål er ikke let at svare på, for noget tyder på, at der ikke findes en one-size-fits-all løsning. Det forklarer Claus Bech-Danielsen, professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet.

- Jeg tror, man skal lave boligløsninger, som er en palet af forskellighed. For folk i alle aldre har forskellige drømme om, hvordan man gerne vil blive gammel. Nogle vil gerne i ældrekollektiv, og det vil andre bestemt ikke. De drømmer om at leve flere generationer sammen, så man ikke sidder sammen med alle sine jævnaldrende venner.

Uanset hvordan man indretter sig i sin alderdom, viser forskningen, at sociale kontakter og god adgang til indkøb, apotek og handel generelt er vigtig, fortæller Pia Kürstein Kjellberg. Hun er projektchef i VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Hun er desuden formand for den ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til Odense Kommunes politikere om, hvordan man indretter fremtidens ældrepleje.

- Boformer er vanvittigt relevante i forhold til at klare sig længst muligt i eget hjem og have en selvstændig tilværelse. Det er vigtigt at indrette sin seniortilværelse på en måde, hvor man har nogle gode sociale kontakter, og kan have et godt og velfungerende hverdagsliv. Det er meget vigtigt at kommer ud ad døren i stedet for bo et sted, hvor man er bundet til boligen og er afhængig af hjælpen fra kommunen som social kontakt, siger hun.

Ikke for alle

En populær boligform er seniorbofællesskaberne, og den boform er ifølge Pia Kürstein Kjellberg forståeligt nok populær, men hun peger også, at folk er forskellige - også i alderdommen.

Pia Kürstein Kjellberg, forsker, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Pressefoto
Pia Kürstein Kjellberg, forsker, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Pressefoto

Hun opfordrer i øvrigt til, at alle borgere hver især gør op med sig selv - i tide - hvilken type bolig, der passer til dem, når de bliver gamle og måske får brug for hjælp.

- Jeg tror, at der er behov for, at man på samfundsplan åbner debatten for, at det ikke nødvendigvis er det offentlige Danmark, der skal løses ældre menneskers boligproblemer.

- Vi skal passe på med at tænke, at bare fordi jeg som borger kunne tænke mig et eller andet i mit liv, så er næste logiske slutning, at så er det samfundet, der skal skaffe det til mig.

- Generelt er det en større snak, der er brug for. Vi skal finde ud af, hvad der kan ligge mellem villaen og plejehjemmet. Og det er formentlig ikke én ting, men en mangfoldighed af forskellige typer boliger, siger Pia Kürstein Kjellberg.

Skriv til os

Netop den pointe er plejeboligekspert Heidi Hesselberg ligeledes fra VIVE enig i. Hun peger på behovet for, at kommunerne sikrer en boligform, der kan være en mellemstation mellem villaen og plejehjemsboligen. Der findes allerede nu såkaldte ældreboliger, men er er ikke nok at dem, mener hun.

- Vi skal måske sikre, at ældreboligerne ude i kommunerne bliver mere tidssvarende og attraktive som boligform for de ældre. De er i højere grad indrettet til, at de ældre kan bo der, når de får pleje- og behandlingsbehov, men måske stadigvæk ikke er helt så plejekrævende, at de skal ind og have en plejehjemsplads. Den slags boliger er der behov for flere af. 

logo

Oversigt

    Oversigt