Isabella: Jeg blev voldtaget, men politiet troede ikke på mig

En aften for fem år siden ændrer Isabellas liv sig. Datoen ligger i det uvisse, ligesom mange af tankerne om lige præcis den aften gjorde det i tre år. Fortrængt og forsøgt glemt.

Isabella havde holdt fest med sin kæreste og et par venner. En af kærestens kammerater var blevet meget fuld, men kæresten havde allerede lovet en anden ven overnatning. Så Isabella tilbød ham, at han kunne sove hos hende.

De listede sig ind i huset, hvor Isabellas forældre sov. Isabella hoppede i shorts og en T-shirt, hvilket hun sædvanligt sov i. Men de nåede ikke at ligge længe i sengen, før kammeraten trak Isabella ind til sig. Han ville gerne putte. Langsomt begyndte hans hænder at vandre ned ad hendes mave. Isabella skubbede ham væk og bad ham stoppe.

Men hænderne fortsatte. Længere og længere ned og gjorde Isabella mere og mere utilpas. Hun sagde nej igen. Forsøgte at skubbe ham væk. Og så tvang han sig på hende og overvældede Isabella så meget, at hun gik i chok. Kroppen var lammet af rædsel og stemmebåndet samarbejdede ikke med opråbene i hendes hoved. Ikke en lyd forlod hende, da hun blev voldtaget af kærestens bedste ven i sit eget hjem.

Først tre år efter den voldsomme nat anmelder hun voldtægten hos politiet. Men hun mødes af en skepsis og bliver bombarderet med spørgsmål, der får hende til at føle sig skidt tilpas. Hun føler slet ikke, at Fyns Politi tager hendes historie seriøst.

Isabella er et opdigtet navn, men det er historien ikke. Isabella tilhører statistikken af de årligt cirka 5400 kvinder, der er udsat for voldtægt. Men hun tilhører også en kedelig statistik af voldtægtsofre, der ikke føler sig taget seriøst af politiet. Sådan har 47 procent det, viser en ny undersøgelse foretaget af Rigspolitiet.

Og at være en del af de to hårde statistikker har haft konsekvenser for Isabellas liv de seneste fem år.

Isabella vågner på kanten af halvandenmandssengen med kærestens bedste ven liggende ved siden af. Inden for tre år ændrer han navn til 'gerningsmanden' i Isabellas bevidsthed. Sammen står de op til et tomt hus. Hvor forældrene er, kan Isabella ikke huske. 

Hun har det mærkeligt, men hun giver ham alligevel et glas vand, inden han forlader huset og den 15-årige pige, han har stjålet noget vigtigt fra. 

- Jeg var sød mod ham. Han var jo stadig min kærestes bedste ven, husker Isabella, der heller ikke fortalte kæresten om nattens begivenheder. Heller ikke selvom det ikke var hende, der lagde op til sex. Kort tid efter slår de op og Isabella mister al kontakt til både ham og hans bedste ven.

Da forældrene vender tilbage til hjemmet, fortæller Isabella ikke noget. 

Langsomt begynder hun at glemme aftenen. Hun klæder sig i store hoodies og viser så lidt hud som muligt. Hun undgår odenseanske barer som Viggos og James Dean. Og voldtægten fortrænger hun så i tre år. 

Hos Center for Voldtægtsofre ved OUH er man ikke overrasket over Isabellas reaktion. 

- I mange tilfælde ser vi det, som kaldes en fastfrysning, hvor man hverken reagerer fysisk eller verbalt. Offeret er simpelthen lammet i situationen. Det er tilfældet for en tredjedel af ofrene forklarer leder og specialansvarlig overlæge ved centeret Bjarne Rønde Kristensen.

Desuden er det en afgørende faktor, at Isabella er bekendt og normalt tryg ved gerningsmanden. For den gængse tanke om, at langt de fleste bliver overfaldet af en fremmed om natten i en mørk park, er ikke korrekt.

- Men sådan er det sjældent. I to tredjedele af tilfældene er offeret og gerningsmanden i relation med hinanden, siger Bjarne Rønde Kristensen.

Isabella er 18 år. Som som mange andre dage fordriver hun tiden ved at scrolle ned gennem sit Facebook-feed, hvor venners billeder, artikellinks og statusopdateringer flyder sammen.  Mellem det dukker en af de mange annoncer, som hun normalt bare løber over uden at tænke videre over det, op. Men der står noget om voldtægt og tvivl,  der fanger hendes blik. For hun kan pludselig genkende sig selv i kampagnens ord.

... er jeg blevet voldtaget?

Hun synker og mærker sit hjerte hoppe et slag over. Det gør det, hver gang hun nævner eller hører ordet voldtægt. Minderne strømmer tilbage og rammer hende med et kæmpe slag. Hun taler i forvejen med en psykolog, da talen falder på natten med kærestens kammerat. 

- Jeg havde længe haft det dårligt og var træt af at leve i frygten for at støde ind i ham. Jeg var helt ubevidst begyndt at spørge alle, jeg mødte, om de kendte ham, forklarer Isabella, der pludselig selv opdager sin ændrede adfærd.

Efter snakken med psykologen tager hun beslutningen om at gå til politiet. Flere gange tager hun mod til sig. Stiller sig foran politistationen på Hans Mules Gade og forlader den med svedige håndflader igen. Sådan bliver det ved et par gange, indtil hun endelig tager sig mod til at åbne døren.

Men ikke i sin vildeste fantasi havde hun forestillet sig, at hun skulle forlade politistationen med endnu mere svedige håndflader, en knude i maven og som alt andet end lettet.

Isabella bliver bombarderet med spørgsmål fra den efterforsker, der tager imod hendes sag. Hver gang han nævner ordet "voldtaget" hopper hendes hjerte et slag over. Og når han igen og igen spørger hende, hvorfor hun ikke skreg og larmede for at vække sine forældre, bliver hun tavs. 

For den hurtigste måde at få det til at stoppe var ikke at gøre noget. Sådan følte hun det. Hun sagde nej og skubbede ham væk, men han blev ved. Hun var i chok. Ganske som Bjarne Kristensen forklarer det. Kærestens kammerat var sød og venlig indtil den aften. Men anmeldelsen af en voldtægt begynder mere at tage form som et forsvar af sig selv.

De mange spørgsmål fra efterforskeren skal vise sig at hjemsøge hende i flere år.

- Nogle gange er det faktisk mere selve traumet fra den oplevelse, jeg havde med politiet, der fylder, siger hun.

Og netop den oplevelse deler Isabella med andre ofre for voldtægt. En årlig tilfredshedsundersøgelse foretaget af Rigspolitiet viser, at hele 47 procent af borgere udsat for voldtægt er utilfredse med den behandling, de har fået ved politiet.

For langt de fleste bunder utilfredsheden i en oplevelse af ikke at få anmeldelsen taget tilstrækkeligt seriøst. 

Undersøgelsen bekymrer politidirektør i Fyns Politi Arne Gram. Han forklarer, at Fyns Politi normalt ligger på cirka 80 procent, når tilliden måles.

- Det ærgrer jeg mig over, og det er jeg faktisk rigtig ked af. Jeg er glad for undersøgelsen, men ked af resulatet, og den korte konklusion er, at det må vi kunne gøre bedre. Vi kan i hvert fald forsikre, at vi tager det alvorligt i Fyns Politi, siger han.

Der er heller ikke nogen tvivl om, at betjentene i Fyns Politi skal være bedre til at håndtere situationer som Isabellas.

- Mine kollegaer sidder i en vanskelig situation, hvor de på den ene side skal være den effektive politimand, der går efter at få afdækket den materielle sandhed og på den anden side skal tage hensyn til et stakkels offer, der er kommet ind. Det kan være svært at håndtere, svarer Arne Gram.

Bjarne Rønde Kristensen fra Center for Voldtægtsofre forklarer, at konsekvensen kan være fatal for voldtægtsofret, hvis ikke der er en oplevelse af at være taget seriøst af politiet. 

- Det kan få en betydning for ens heling. Ikke at blive taget alvorligt betyder, at man skal igennem skærsilden en gang til. Men jeg kan godt forstå, at det er svært at håndtere ofrene, ligesom jeg godt kan forstå, at ofrene bedømmer politiets arbejde negativt. Det er en ekstremt vanskelig situation for alle at stå i, siger Bjarne Rønde Kristensen.

Sex betyder ikke noget for Isabella i årene efter voldtægten, da hun og ungdomskæresten har slået op. 

- Det var ikke en stor ting for mig. Hvis man bare kan tage sex fra et andet menneske på den måde, så er det jo ligegyldigt, siger Isabella og trækker på skuldrene.

Isabella anmelder voldtægten, lige idet hun starter på HF i Odense. I lang tid lever hun i en skærpet frygt for at støde på ham til en fest eller rundt omkring i lokalmiljøet. Og anmeldelsen hjælper hende ikke af med frygten.

Det er jo hans arbejde at spørge. Politiet skal finde ud af, om det er en virkelig begivenhed.

Det er Isabella klar over. Men det fjerner ikke følelsen.

En dag ringer et nummer til hende, som hun ikke kan genkende. Det er nok en telefonsælger, tænker hun, men der bliver lagt en besked, som hun lytter til.

Det er en anden politibetjent. Men ordet voldtægt er skiftet ud med "din sag" og Isabella føler en lethed strømme ind over sig, da hun tager telefonen og ringer tilbage til betjenten.

- Han var mere rolig, og det gjorde mig rolig. Han bad mig ringe, så vi kunne mødes, og det havde jeg det godt med. Jeg ved ikke, om han var bedre forberedt eller havde arbejdet mere med voldtægtsofre, men han var bare rigtig rar at tale med, fortæller Isabella.

For netop dét havde været det store problem med den første efterforsker. Han havde tvivlet og virket som om, han ikke var klar til at tage imod sådan en sag, eller hvordan han skulle håndtere det.

Foreningen Everyday Sexism Project har til formål at bekæmpe sexisme, men den ønsker også at efteruddanne danske politibetjente til bedre at kunne håndtere ofre for voldtægt.

- Hvis man kommer ind fra gaden, kan man ikke være sikker på, at der er betjente fra enheden, der tager sig af personfarlig kriminalitet, på arbejde. Derfor bør alle betjente have uddannelse i, hvordan man håndterer den type ofre, siger Zen Donen, der er bestyrelsesformand i foreningen.

Ifølge hende skal efteruddannelsen gå hånd i hånd med et generelt øget fokus på området og mere specialviden om voldtægtsofre.

- Mange mener, at kvinder opdigter eller overdriver misbrug og voldtægt. Hvis politiet afspejler den almindelige befolkning, så må nogle af dem sidde med samme myter om voldtægtssager som resten af befolkningen, siger hun.

Isabella står foran spejlet på badeværelset. Hun øver sig i at fortælle om voldtægten, men hver gang ender det i gråd, og hun giver op. Også selvom hun ikke græder normalt. Fem år efter ved familien stadig intet om episoden. Heller ikke selvom hun har en lillesøster, som hun nødigt vil have skal opleve det samme. 

- Jeg ved godt, at det ikke er min skyld, men de lå lige ved siden af. Min mor vil have det rigtig svært med det, og jeg vil helst ikke såre hende, forklarer Isabella.

I dag er Isabella 20 år og dimitterer fra HF til sommer. Hun er glad det meste af tiden.

Men alt i hende krymper sig stadig, når hun ser en fuldt tatoveret fyr med frisuren armycut. Hun tjekker vinduer for tegn på ham og undgår steder, hvor han plejede at være. 

Og når hun tænker på afhøringen ved politiet. Efter mødet med den anden betjent blev gerningsmanden afhørt og sigtet, men sagen kom aldrig for retten. 

- Jeg ville selvfølgelig have ønsket et bedre førstegangsmøde med politiet, men jeg fortryder ikke, at jeg gik ned på politistationen. Det gav mig ro at vide, at han er inde i systemet. Nu ved jeg, at hvis han gør noget igen, dukker sagen op, uanset hvordan jeg er blevet behandlet, siger Isabella.

Hun hilser Everyday Sexism Projects ønske om efteruddannelse af politiet velkommen. Selv har hun et par råd, som kunne have gjort hendes forløb mere behageligt. 

- Få fat i en synonymordbog. Det ville være godt ikke at bruge ordet voldtægt så meget, og at blive kaldt offer er hårdt. Så hvis politiet bruger ord som "sagen" eller "din situation". Det kan fjerne vægten af det uden at flytte fokus, siger Isabella.

Isabella er ikke kildens rigtige navn, men opdigtet efter ønske om anonymitet. TV 2/Fyn er bekendt med hendes identitet.