Ishockey nedtur

I går SKULLE sejren i hus hos Odense Bulldogs i den syvende finalekamp på egen is. Men Herning ville det anderledes, og de odenseanske hunde fik aldrig det kødben, de hungrede sådan efter.

Optimisme var de ellers nok af bladt Odenses fans inden opgøret.

- Vi vinder guldet. Det tror jeg, og det gør alle de andre odenseanere også. Alle buldogsene. Vi skal nok råbe og skrige af Herning, de kan ikke høres inde i hallen, når vi først går i gang, sagde Laila Eskemose før kampen.

Men efter 13 minutters spil stod der 3-0 til Herning, der reelt sikrede sig sit 16. mesterskab i første periode.

Odense kom aldrig ind i kampen, og de eftertragtede guldhjelme måtte de slukørede Bulldogs-spillere se herningenserne tage på hovederne.

Så hjælper det ikke meget, at man lige har vundet sølv.

- Nej. Jeg er meget meget skuffet over at vi ikke fik guld. Sølvet vandt vi, da vi slog Aalborg i semifinalerne. Jeg synes, vi giver os selv chancen, vi har tre matchbolde, og vi formår ikke at score et eneste mål i nogen af kampene, og det er mildest talt pisseirriterende, sagde Michael Eskesen lige efter kampen.

Oversigt

    Oversigt