Borgmester Anker Boye tjekker kvaliteten af det først opsatte banner på byggepladsen ved Syddansk Universitet.
Kampagne mod løndumping i Odense
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Når politikerne i Odense onsdag vedtager, at kommunens byggerier skal overholde visse sociale klausuler, bliver det fulgt op af en kampagne, der skal få private bygherrer til at følge i kommunens fodspor.
Banneret med budskabet "Odense skal bygges på ordentlige vilkår" blev for første gang sat op onsdag. Det skete på byggepladsen ved Syddansk Universitet i Odense SØ. Og her ser en af byggeriets entreprenører positivt på kampagnen.
- Det er et godt initiativ. Det er fint, at man sætter fokus på det, siger Dorte Olrik, der er underdirektør i TC Anlæg.
På byrådsmødet onsdag vedtager Odenses politikere en indsats mod social dumping. Det betyder blandt andet, at der skal betales en løn, der svarer til lønniveauet i Danmark hos både leverandører og underleverandører til Odense Kommune.
Byggerier for 25 milliarder
Frem til 2020 skal der bygges for 25 milliarder kroner i Odense. Det er blandt andet byggeriet ved Thomas B. Thriges Gade, det nye storcenter VIVA, ombygning af Odense Havn, letbaneprojektet, det nye universitetshospital og udbygningen af Syddansk Universitet. Odense Kommune er kun selv bygherre for projekter til en værdi af to milliarder kroner - altså kun en lille del.
Det betyder, at der skal gang i kampagneapparatet for at få de private virksomheder til frivilligt at følge samme regler som kommunen, så også de betaler deres underleverandører løn efter det danske lønniveau.
- Der sker meget de kommende år i Odense, og derfor er det et godt tidspunkt at starte kampagnen. Vi skal sikre at så mange som muligt af de lokale ledige kan få noget at rive i, siger Odenses borgmester Anker Boye (S).
Kampagnens budskab "Odense skal bygges på ordentlige vilkår" skal sikre, at et hvilket som helst firma fra ind- eller udland, der bliver hyret ind på et byggeprojekt under Odense Kommunes ansvar, skal leve op til danske vilkår.
Dansk Byggeri: Klausul er unødvendig
Aftalens arbejdsbetingelser, som Odense Kommune har fremlagt, skal skrives ind i kontrakten. Det indbefatter blandt andet en gyldig arbejdstilladelse, dansk lønniveau og et kontrolbesøg, som skal sikre, at virksomhederne overholder aftalen.
Hos Dansk Byggeri undrer man sig over klausulen.
- Efter min bedste overbevisning har vi slet ikke det problem på Fyn. Og at man skal etablere en omkostningstung kontrolordning er helt unødvendig, siger Claus Larsen, der er formand for Dansk Byggeri på Fyn.
Til gengæld opfordrer 3F andre private virksomheder til at indgå sådan en aftaleklausul.
- Hvis østeuropæerne skal byde ind på opgaver betalt af det danske samfund, skal det være på samme vilkår, siger Allan Due Pedersen fra 3F i Odense.