Et stort testcenter åbnede mandag på Billedskærervej i Odense.
Det nye testcenter er lavet til at kunne klare vinterens kulde og blæst og skal samtidig gøre det muligt at foretage mange coronatests på samme sted.
Det bliver godt at komme i faste rammer og lokaler med varme
- Vi starter med at have en kapacitet på cirka 2.500 tests, men har mulighed for at udvide helt op til 8.500 per dag, hvis der bliver behov for det, siger Helle Weimar Sørensen, der er testcenterets leder og ledende bioanalytiker på OUH.
Hun fortæller, at det har været et stort arbejde at få samlet personale fra tre enheder til et samlet center på Billedskærervej. Men med vintervejr i vente har det været nødvendigt.
- Det betyder rigtig meget, for det har været meget koldt for vores personale nu her, hvor det har regnet og så videre. Men vi har været heldige, fordi det har været et mildt efterår, siger Helle Weimar Sørensen og tilføjer:
- Det bliver godt at komme i faste rammer og lokaler med varme.
Lejet halvandet år frem
Selvom det nye center på Billedskærervej åbner i anledning af vinterens komme, er det planen, at det skal blive der i en længere periode. Lejekontrakten på lokalerne strækker sig halvandet år frem i tiden, så der er ingen planer om snarlig flytning.
- I hvert fald det næste år har vi også booket vores personale til, siger centerleder Helle Weimar Sørensen.
Det bliver dermed den samme bemanding, der kommer til at være i det nye testcenter, som der har været i de tidligere.
- Det bliver studerende og nogle enkelte sygeplejersker, der er gået på efterløn, som har lyst til at give den en skalle her, siger centerlederen.
Et center - to spor
På det nye testcenter er der to indgange og to såkaldte spor, som borgere skal følge alt efter deres symptomer.
Det er samfundssporet og sundhedssporet.
- Samfundssporet er til borgere, der ikke har symptomer eller meget milde symptomer, og som ikke har været i kontakt med en praktiserende læge. Borgere, der har symptomer og har været tilset af en læge går i sundhedssporet, siger Helle Weimar Sørensen.