Kovending: Kristne må blive på SDU
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Rektor har ændret mening - Kristeligt Forbund for Studerende må fortsat holde møder på universitetet, hvis de ikke laver opsøgende arbejde.
- Hvis de ikke vil snakke med os, skal vi nok lade dem være i fred, siger Stefan Schmidt Christensen, der er sekretær i Kristeligt Forbund for Studerende som reaktion på klager fra studerende på Syddansk Universitet.
I anledning af "Mission Week" havde Kristeligt Forbund for Studerende i samarbejde med Fyns Valgmenighed, Sct. Hans Kirke, Luthersk Mission Unge og Indre Missions Unge booket lokalerne uden at fortælle om det egentlige formål.
Det fik rektor Jens Oddershede til at smide de unge på porten. Men nu har han ændret mening:
- De får lov at blive ugen ud, hvis de ikke opsøger de studerende. De må gerne holde møder i lokalerne, og de må gerne have en bod med foldere - men de må ikke henvende sig, hvis de ikke bliver spurgt, understreger han.
Hele miseren begyndte da studerende Camilla Søe klagede over de unge kristnes aggressive markedsføring.
- Jeg synes det var grænseoverskridende, det var meget voldsomt. De henvendte sig til mig, og ville tilbyde en gratis frokost - og da jeg spurgte ind til hvor de kom fra svarede de ikke klart. Jeg måtte spørge flere gange før de fortalte, de var fra indre mission, siger hun.
"Mission Week" fortsætter på SDU i morgen - og også på kollegierne i Odense, hvor Kristligt Forbund for Studerende skal ud og stemme dørklokker.