Mads Øland: Homofobi forekommer ofte i dansk fodbold

Spillerforeningens direktør er glad for, at Viktor Fischer har sat fokus på homofobiske sange i dansk fodbold.

Søndagens homofobiske sange rettet mod FC Københavns Viktor Fischer fra en tribune med OB-fans er ikke et særtilfælde i dansk fodbold.

Det siger Spillerforeningens direktør, Mads Øland, til DR. Han er glad for, at Viktor Fischer valgte at sætte fokus på de homofobiske sange i stedet for at ignorere dem.

- Det er trist, når det sker, men det forekommer desværre ofte i dansk fodbold. Hvis Viktor havde vendt det døve øre til, så var der ikke kommet noget ud af det, og det er jo det, der desværre oftest sker.

- Når der ikke er nogen, der reagerer på det, så kan vi heller ikke komme problemet til livs, siger Mads Øland.

Både OB og FC København samt begge klubbers fanklubber har taget afstand fra homofobi.

Sagen kan dog få et efterspil for den fynske klub, hvis Fodboldens Disciplinærinstans vælger at gå ind i sagen. Det skriver DBU på Twitter.

- Eventuelle sanktioner er en sag for Fodboldens Disciplinærinstans, som kan tage sagen op, skriver DBU, som i et andet tweet opfordrer til at give homofobi sparket.

Oversigt

    Oversigt