Mand anholdt: Viftede med kniv på Odense Banegård

Fyns Politi har mandag aften anholdt en mand, som ifølge flere borgere har viftet med en kniv på en perron på banegården i Odense.

Opdatering
Manden er blevet sigtet for at være i besiddelse af to knive, men er tirsdag morgen blevet løsladt igen, oplyser politiet.

En 55-årig mand er mandag aften i politiets varetægt, efter han kort før klokken 21 blev anholdt for muligvis at have viftet med en kniv på Odense Banegård Center.

Ifølge vagtchefen ved Fyns Politi blev politiet kontaktet af en togfører, som var blevet kontaktet af flere borgere på banegården, der var nervøse ved en mand med en kniv på perron 5-6.

- Vi finder ret hurtigt en mand, som passer på signalementet, og som også havde en kniv på sig, så ham tager vi til fange, som man siger, fortæller vagtchef Henrik Strauss.

Efterlyser vidner

Den anholdte, der fortsat befinder sig i politiets varetægt, er en 55-årig mand, som politiet nu skal afhøre og finde ud af, hvad der skal ske med, mens de efterforsker sagen og blandt andet skal have set overvågningsbilleder fra banegården.

Fyns Politi er meget interesseret i at tale med vidner, der kan have set manden stå med en kniv på bandegården kort før klokken 21 mandag aften.

- Så hvis nogle borgere har set en mand stå og vifte med en kniv, vil vi grumme gerne høre fra dem på telefon 114, siger Henrik Strauss.

Oversigt

    Oversigt