Minister for en dag
Artiklen er mere end 30 dage gammel
19-årige Amalie Kæseler Akselsen fra Odense fik jobbet som Udviklingsminister for en dag, da gymnasieelever over hele landet var ude at arbejde for Operations Dagsværk.
Og Amalie kom ikke sovende til sine penge.
Operation dagsværk var kun et par timer gammel, og 19-årige Amalie var i gang med det første af mange interviews.
- Lige pludselig blev jeg ringet op om at der var presse, der ville tage imod mig på banegården, og så blev jeg noget nervøs, siger ministervikaren.
Under Operation Dagsværk arbejder gymnasieelever landet over én dag og giver de penge de tjener til et U-land, - i år går de til Sierra Leone i det vestlige Afrika.
19-årige Amalie Kæseler Akselsen fra Odense fik jobbet som ministervikar blandt mange ansøgere.
Ministeren var selv på rejse i Pakistan, men han har i forvejen givet sin vikar nogle opgaver.
- Det er ikke kun noget vi laver, fordi det kunne være et sjovt Operation Dagsværkjob. Der er faktisk nogle ting, som ministeren gerne vil have et ungt menneskes holdning til. Til nogle af de dilemmaer ministeren sidder med til daglig når de 16 milliarder, der gives i U-landsbistand deles ud, fortæller presserådgiver i Udviklingsministeriet Poul Kjær.
En af de ting ministeren gerne vil have Amalies holdning til er for eksempel om Danmark skal støtte atommagten Pakistan? Eller hvad, hvis ministervikaren får et tip om, at der er korruption hos samarbejdspartnere i Sierra Leone. Det land, der skal modtage pengene fra Operation Dagsværk.
- Jeg synes det er nogle svære problemstillinger, men også meget spændende," siger Amalie Kæseler Akselsen, der efter en dagstjans i ministerstolen godt kunne tænke sig at arbejde videre med politik, siger den midlertidige udviklingsminister.
Amalie tjente 500 kroner som ministervikar. Penge der går til Operation Dagsværk-projektet i Sierra Leone.