Naboer til letbanen stod klar med hovedpuder midt om natten - men de fik en overraskelse

Naboerne til letbanen i Odense er utilfredse med, at der skal slibes skinner midt om natten.

Beboerne langs letbanen fik en overraskelse natten til onsdag. 

Med hovedpuder under armen stod nogle af letbanens naboer natten til onsdag op for at gå ud på vejen og se letbanens slibemaskine køre forbi - og med puderne i hånden signalere deres utilfredshed.

Naboerne er utilfredse med, at Odense Letbane forsøger at reducere letbanens generelle støjgener ved at slibe skinnerne i de sene nattetimer.

- Da maskinen kom, blev vi dejligt overrasket, fordi den larmede slet ikke, som vi havde frygtet, siger Jesper Thinggaard, der bor langs letbanen på Nyborgvej.

Naboer: Det virker

Da letbanen i februar sleb skinnerne, larmede det gule tog, som sliber skinnerne, men Odense Letbane havde forsikret om, at det i denne omgang ikke ville støje mere, end hvis en lastbil kørte forbi.

Og ifølge Jesper Thinggaard blev nabogruppen overrasket over, at det var et lastbillignende køretøj, der trak slibemaskinen efter sig, og som ikke larmede så meget som sidst.

Sådan så det ud, da slibemaskinen passerede Nyborgvej natten til onsdag.
Fotograf: Ole Holbech

Og slibearbejdet virker tilsyneladende.

- Vi mærkede på skinnerne bagefter, hvad den havde gjort, og den havde lige slebet prikkerne i overfladen, fortæller Jesper Thinggaard.

Lad være med at køre om natten

Nabogruppen holder dog fast i, at det ikke er hensigtmæssigt, at slibemaskinen eller letbanens rensemaskiner kører på skinnerne om natten.

- Rensemaskinen larmer afsindigt, men hvorfor skal sådan en køre om natten, når den kan køre om dagen, spørger Jesper Thinggaard, der ikke forstår, at de ikke sætter den ind i dagtimerne.

- Af hvad jeg har set, kører der ikke særlig mange med letbanen midt på dagen. Så man kunne godt gøre naboerne den lille tjeneste: Lad være med at køre om natten, siger han.

Natten til onsdag og torsdag - og måske også fredag - kører slibemaskinen fra Tarup til Hjallese og retur.

- Det kan godt gøres på andre tidspunkter end fra klokken halv to til klokken fire om natten, hvor de fleste mennesker sover. Det er det, vi gerne vil have en forståelse af, siger Lotte Krog Iversen, der var blandt de beboere, som havde taget deres hovedpude med.

- Vi har brug for vores nattesøvn nu, fastslår hun.

Odense Letbane: Derfor kører vi om natten

Ifølge Odense Letbane er det for at opretholde driften af letbanen, at man vælger at slibe skinnerne om natten.

- Det er en prioritering af alting. Vi skal have mandskab klar. Vi skal have maskinen herop. Og så er det et også et spørgsmål om at prøve at genere driften mindst muligt, så det er et valg, vi har taget, siger teknisk direktør Thomas Sjögren.

- Det er kortvarigt, vi kører forbi, og det svarer lidt til, at der kører en lastbil forbi ude på vejen, siger han.

Sådan foregik slibearbejdet i februar, og naboerne frygtede derfor for deres nattesøvn.
Fotograf: Ole Holbech

Hvis arbejdet med at slibe skinnerne ikke bliver færdiggjort natten til torsdag, vil også natten til fredag blive taget i brug.

En af dem, der har klaget over, at letbanen larmer, er Ulrik Oberg. Han optog i sidste uge en lydfil af, hvordan det lyder, når letbanetog kører forbi hans lejlighed om natten.

Oversigt

    Oversigt