Den omdiskuterede Skibhusvej i Odense C lukker for gennemkørende biltrafik til foråret.
Det står nu klart, efter et flertal i Odense Byråd bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Moderaterne onsdag aften har stemt forslaget igennem.
Konservative, Venstre og Liberal Alliance forsøgte at få et ændringsforslag gennemført, men det blev nedstemt, og dermed godkendes den oprindelige plan for Grøn Mobilitet i Skibhuskvarteret.
Der etableres en sluse midt på vejen, så kun cykler, busser og varevogne med særligt ærinde må køre igennem.
Det bliver altså ikke tilladt for billister at køre på strækningen. Ud over det etableres der på et stykke af vejen en cykelgade, hvor bilister skal holde sig bag cyklister.
En hastighedsbegrænsning på 30 kilometer i timen indføres i det meste af Skibhuskvarteret.
Debatten varede i mere end tre timer, og du kan læse alt om, hvordan den forløb her.
Inden aftenens debat var der demonstrationer foran Odense Rådhus, hvor personer demonstrerede både for og imod forslaget.
Hver dag kører 8.000 biler gennem den sydlige del af Skibhusvej, hvilket altså ikke bliver muligt, når planen er gennemført.