Nu skal robotterne ud i byen:
- Odenseanerne skal være stolte af verdens bedste robotby
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Verdens bedste robotby kalder Odense sig. Men robotterne og de mange funktioner, de varetager, har hidtil ikke været særlig synlige for odenseanerne. Men nu vil politikerne gøre robotterne synlige i bybilledet.
Robotkunst, robotter i trafiklys og interaktive robotter i byrummet. Ideerne til at gøre Odenses slogan om at være verdens bedste robotby synligt i byen har været mange, men indtil videre er robotterne stadig ikke at se mange steder.
Kommunen har derfor afsat tre millioner kroner til at vise odenseanerne, at byen er verdens bedste robotby.
- Både borgere og besøgende skal se og mærke, at Odense er en robotby. Vi har en enestående position i verden som førende på nogle områder, og det er på tide, at det bliver synligt i byen på samme måde som H.C. Andersen er synlig, siger den radikale børn-og ungerådmand i Odense Kommune, Susanne Crawley.
Blandt ideerne til at gøre robotterne synlige er robotkunst, robotudstillinger, interaktive robotter i byrummet, velkomstrobot i kommunale bygninger og robotter i byens trafiklys.
Det sidste forslag er dog blevet forkastet af vejdirektoratet.
Få robothjælp i gågaden
Men robotter i gågaden og et stykke robotkunst er nu på vej.
- Der kommer en robot, hvor man kan få oplysninger om attraktioner, og robotten kan hjælpe med at finde vej. Men hovedformålet bliver i første omgang at synliggøre robotternes vigtighed og funktion i Odense, forklarer Susanne Crawley.
Den interaktive robot vil være placeret i et firkantet glashus, hvor forbipasserende kan interagere med en robotarm, der er sponsoratet af Universal Robot.
- Odenseanerne skal lære at være stolte af, at vi er verdens bedste robotby, og tage ejerskab over vores status, siger rådmanden.
Til efteråret skal Odense Kunstråd tage stilling til et stykke robotkunst, der skal opstilles i byen. Hvem der skal udføre værket, og hvor det skal stå, er endnu uvist. Der er afsat en million kroner til robotkunstværket.
Endelig vil kommunen opstille såkaldte velkomstrobotter i Odense Rådhus, Borgernes Hus, Odinskolen, Jobcenter Odense og møde- og uddannelsesstedet Phønix.
I sidste uge kunne 15 teenagepiger nørde igennem til robotcamp på Teknologisk Institut. Her fik de mulighed for at bygge robotbiler, som de også selv står for at programmere og teste.