Ny plan skal redde folkeskolen - men far fra Agedrup kalder den for varm luft

En plan, der skal redde de odenseanske folkeskoler blev torsdag præsenteret af borgmesteren og flere interessenter. Forælder til dreng på den omtalte Agedrup Skole kalder det rundbordspædagogik.

Opdatering 21. juni kl. 10.55
Tidligere fremgik det to steder i artiklen, at der var tale om "Kommunens plan". Det er rettet til "planen", idet erklæringen alene er underskrevet af to partier i byrådet, Socialdemokratiet og Radikale Venstre.

Torsdag klokken 10.30 præsenteres en samlet plan for en styrket folkeskole i Odense Kommune. Det sker efter en tid med stort fokus på folkeskolen. Blandt andet på grund af det bekymringsbrev, som over 100 forældre på Agedrup Skole sendte tilbage i februar med bekymringer om grænseoverskridende adfærd.

TV 2 Fyn kunne efterfølgende afdække, at der på skolen var tilfælde af trusler med kniv, indtag samt salg af alkohol og euforiserende stoffer i skoletiden, overfald i omklædningsrum, krænkelser af seksuel karakter, vold, tyveri og hærværk. 

Underskriverne af planen er borgmester Peter Rahbæk Juel (S), børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (RV), Odense Lærerforening, Odense Skolelederforening, BUPL Fyn, PMF Fyn og Lærerstuderendes Landskreds i Odense.

Planens hovedpunkter

Planen, der går under navnet Juni-Erklæring, bygger på tre idealer. 

Det første ideal handler om, at Odenses folkeskoler skal være et trygt sted for bedre dannelse og uddannelse. Herunder at skabe klasseværelser, hvor børn med og uden særlige behov oplever at være en del af positive fællesskaber. 

Det andet ideal handler om, at der skal være mere attraktive rammer for folkeskolens medarbejdere. Herunder et øget fokus på opstart og introduktionsforløb for nye medarbejdere. Det handler om, at folkeskolen skal være førstevalget for lærere, pædagoger og andre medarbejder.

Under ideal nummer to nævnes også, at mere af undervisningen skal foregå uden brug af skærm. 

Det tredje og sidste ideal handler om at styrke forældresamarbejdet. Det involverer en forventningsafstemning mellem skole og hjemmet samt en opfordring til, at alle skolebestyrelser udarbejder et fælles kodeks for at genvinde og eller vedligeholde respekten for skolen. 

Rundbordspædagogik

Men tryktester man planen hos en af de forældre, der har stået midt i orkanens øje, så får den ikke gode ord med på vejen. 

David Kieler, der er far til en dreng på Agedrup Skole, stod i spidsen for det bekymringsbrev forældregruppen sendte i februar. Og selvom der nu ligger en plan for at styrke folkeskolen, er han stadig skeptisk.

Han kalder den for "varm luft". 

- I min verden er det rundbordspædagogik, siger han til TV 2 Fyn efter at have læst erklæringen.

Han uddyber, at han synes, den giver udtryk for en masse teoretiske tanker, men at han ikke kan se, at man har lyttet til dem, der står i det til dagligt.

- Jeg tror, de mangler at komme ud og vende det her med dem, der står i hver dag og bruger al deres tid og vilje på at give vores børn den gave undervisning er. De her lærere, de ånder og lever for det, og jeg ser ikke, at man har tænkt de værktøjer ind, som de har brug for, siger han. 

Udover den erklæring for folkeskolen, der torsdag blev præsenteret, kører der en sideløbende politisk proces for, hvad der skal ske på Agedrup Skole. 

Mangler realistisk syn på inklusion

Noget der går igen i planen, er, at eleverne skal inkluderes, uanset særlige behov eller ej. Men ifølge David Kieler skal man have styr på den allerede eksisterende inklusionsplan. 

- De mangler at forholde sig til, at vi har en forfejlet inklusionsplan, der er kørt af sidesporet i min verden, siger han. 

Planen nævner ikke med et ord for eksempel akutskoler. En idé der ellers er blevet talt positivt om tidligere af borgmesterpartiet Socialdemokratiet

David Kieler savner desuden, at man har mere fokus på konsekvenser ved dårlig opførsel. 

- Vi kan jo ikke se nogle steder, at hårdere konsekvenser som et redskab er taget med i tankerne, siger han. 

Tilbage i februar efterspurgte David Kieler også hårdere konsekvenser.

Oversigt

    Oversigt