Det vækker store følelser blandt skuddræbte Abdinur Mohamed Ismails venner, at Fyns Politi nu har sigtet yderligere to personer i sagen og delt to videoer, der kan lede til flere sigtelser.
Det fortæller Hani Farah, der udover at være en af Abdinur Mohamed Ismails nære venner også var med til at arrangere en demonstration for ham i november 2020, et halvt år efter hans død.
- Jeg er overrasket og glad, og nu bliver jeg helt rørt. Jeg kan se lys for enden af tunnelen. Jeg håber, der kommer en dom meget snart, så der kommer lidt mere ro på, siger hun.
Selvom Hani Farah er glad for, at der er kommet nyt i sagen, frygter hun, at der nu er gået så lang tid, så folk vil have svært ved at huske, hvad der skete den 24. juni 2020 i Vollsmose, hvor Abdinur Mohamed Ismail blev dræbt. For det ville betyde meget, hvis sagen blev afsluttet.
- Så sent som i går aftes sad vi nogle sammen og talte om, hvor langt sagen mon er nu. Det er snart et år siden, og der er ikke faldet en dom endnu. Vi har talt om, at arrangere en ny demonstration eller mindehøjtidelighed, hvis der ikke skete noget. Så de to sigtelser er en god nyhed, siger Hani Farah.
Ikke et lukket kapitel
For Ali Hassan, der også var en af Abdinur Mohamed Ismails venner, er der ingen tvivl om, at det vil betyde meget for både de pårørende og hele Vollsmose at få sagen afsluttet.
- Det er en glædelig nyhed. Jeg er rigtig glade for, at de er i politiets varetægt. Det er også betryggende, at vi ikke har dem rendende rundt iblandt os, siger han.
Nu hvor sommeren er på vej, og det snart er et år siden drabet, kredser hans tanker om sagen.
Når der popper sådan en video op, kører det hele igen
- Selve situationen kommer tilbage. Det var en sommerdag, hvor vejret var godt, og man havde hygget sig, og så om natten skete det værst tænkelige. Når livet begynder at komme tilbage (med genåbningen, red.), begynder man lægge mærke til, at der er en, der mangler, siger Ali Hassan.
Han er indforstået med, at en efterforskning tager tid, men glæder sig til at den få en afslutning, og gerningsmanden bliver dømt.
- Lige så snart jeg hører noget om sagen, får jeg det dårligt. Det er ikke et lukket kapital, før de ansvarlige er blevet dømt. Når der popper sådan en video op, kører det hele igen, siger Ali Hassan.
Flertallet taget som gidsler
Shahbaz Aslam har som chefboksetræner i Vollsmose Boxing kendskab til mange af de unge i området. Han ærgrer sig over, at få personer skaber utryghed for flertallet i bydelen.
- Så mange mennesker bliver taget som gidsler i det her, siger Shahbaz Aslam.
Han synes, det er vildt at tænke på, at sådan noget foregår i et område, hvor der bor børnefamilier, og hvor unge kan blive vidner til skyderier. Derfor gør den netop offentliggjorte video, hvor man blandt andet kan høre en hund blive skudt, også stort indtryk.
- Det er barsk at sidde og se på sådan noget.
Med de nye oplysninger i sagen håber han, at retfærdigheden snart kan ske fyldest, så familien kan få fred, og så der kan komme fokus på de gode relationer i bydelen.
- Jeg håber en dag, at kriminaliteten falder. Hvis det lykkes, skal det komme indefra, man kan bruge millioner på projekter, men tillid har meget at sige, hvis man skal flytte de unge mennesker, siger Shahbaz Aslam.