FC København-spilleren Viktor Fischer kan på en uhensigtsmæssig måde have medvirket til at eskalere homofobi-sagens omfang.
Sådan lyder en af bemærkningerne fra Fodboldens Disciplinærinstans i sagen om homofobiske sange fra OB-fansene i søndagens superligakamp mellem OB og FCK.
OB blev fredag straffet med en bøde på 25.000 kroner. Det samme blev Brøndby i en lignende sag om homofobiske tilråb.
I kendelsen har OB også fået lejlighed til at forklare sig i sagen, og den fynske fodboldklub oplyser, at Fischers gestikuleren femdoblede omfanget af fans, der sang.
OB kommer med følgende punkter i redegørelsen:
- At OB oplevede, at en lille gruppe på fire-seks personer inden FC Københavns scoring deltog i smædesange mod Viktor Fischer.
- At det i forbindelse med FC Københavns scoring eskalerede på baggrund af Viktor Fischers gestikuleren mod publikum, hvorefter det vurderes, at mellem 20-30 personer deltog i sangene.
OB's kommercielle chef, Jack Jørgensen, har ingen kommentarer til den formulering over for Ritzau.
- Vi har modtaget kendelsen fra disciplinærinstansen. Vi har fået en bødestraf, og den må vi acceptere og tage til efterretning, siger han.
Fodboldens Disciplinærinstans bemærker vedrørende sanktionsfastsættelsen til OB følgende:
- At der i OB's tilfælde er tale om et førstegangstilfælde af sager af den pågældende karakter, samt at FC København-spilleren Viktor Fischer med sin gestikuleren mod OB's fans umiddelbart efter FC Københavns scoring på en uhensigtsmæssig måde kan have medvirket til at eskalere sagens omfang.