OB sender sejrsløse Lyngby retur med klart nederlag
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En første halvleg med tydelig klasseforskel gjorde udslaget, da OB slog Lyngby hjemme med 3-1 i Superligaen.
Med en suveræn start på hjemmekampen på Odense Stadion sørgede OB fredag aften for, at sejrsløse Lyngby tabte igen.
Denne gang blev københavnerne sendt retur med et nederlag på 3-1.
Der var tydelig klasseforskel, og resultatet betyder, at OB rykker op på sjettepladsen, mens Lyngby forbliver på rækkens sidsteplads med hele ni point op til AaB på 11.-pladsen. Aalborgenserne har endda en kamp i hånden.
Lyngby havde perioder i anden halvleg med gode sekvenser med bolden, men OB's kontraspil med raketterne Yankuba Minteh og Franco Tongya var for stor en mundfuld for forsvaret.
Det var dog et mål fra et ganske etableret spil, da førnævnte Minteh efter blot to minutter sendte et indlæg i panden på OB-stopper Bjørn Paulsen, som kunne heade bolden ind til 1-0.
Blot seks minutter senere var den gal igen, da Minteh fandt midtbanespilleren Alasana Manneh, som udenfor feltet tørt sparkede bolden i nettet.
Lyngby-spillerne virkede rystede, og OB fik i flere sekvenser kontramuligheder, som gæsterne dog fik reddet, inden det var for sent.
Meget kunne sjællænderne dog ikke gøre, da OB's Tongya kort før pausen blev sendt i dybden af kreatøren Mads Frøkjær. Alene med målmanden scorede han sikkert til 3-0.
Efter pausen kom Lyngby ud med et helt andet udtryk. Holdet var i langt højere grad spildominerende, og i perioder var der ganske enkelt belejring af værternes straffesparksfelt.
Det kom gæsterne til gode efter en times spil, da angriberen Frederik Gytkjær opsnappede bolden i feltet og resolut sparkede bolden i mål til en 3-1-reducering.
Generelt fik OB ikke fulgt op på sin flotte første halvleg. Lyngby havde bolden klart mest i anden halvleg, men gæsterne fik for lidt ud af anstrengelserne, selv om OB i slutfasen fik udvist midtbanemanden Armin Gigovic.
Dermed endte kampen ganske fortjent 3-1 til OB.