Odense henter erstatning for skadet Mia Rej i København

Larissa Nusser skifter med øjeblikkelig virkning fra København Håndbold til Odense Håndbold i kvindeligaen.

Odense Håndbold krydrer spillertruppen med endnu en hollænder.

Onsdag oplyser klubben, at playmaker Larissa Nusser skifter til den fynske klub fra København Håndbold med øjeblikkelig virkning.

21-årige Nusser, der bliver den femte hollænder på det fynske hold, har sat sin underskrift på en kontrakt med Odense, der træder i kraft 28. december og løber frem til sommeren 2024.

Odense har handlet hurtigt, efter at holdets sædvanlige playmaker, Mia Rej, blev ramt af en alvorlig skade i en kamp for Danmark ved det netop overståede VM.

- Jeg glæder mig naturligvis over muligheden, og at Larissa og vi ønsker et skifte her og nu, efter vi er blevet ramt af endnu en svær knæskade på vores hold, da Mia Rej måtte udgå ved VM i Spanien, siger Odense-træner Ulrik Kirkely i en pressemeddelelse.

Larissa Nusser gør landsmændene Lois Abbingh, Bo van Wetering, Kelly Vollebregt og Dione Housheer selskab i Odense, som hun kommer til efter tre et halvt år i København.

- Odense er en stor klub med store ambitioner, og jeg håber, jeg kan bidrage til de ambitioner på bedste vis. Jeg glæder mig til at spille på et hold som Odenses, og jeg håber på at udvikle mig hver dag, siger hun.

Ved VM i 2019 var Larissa Nusser med til at vinde guld med Holland.

Odense Håndbold har ryddet bordet i kvindernes håndboldliga i denne sæson og ligger på førstepladsen efter 13 sejre i lige så mange kampe.

Oversigt

    Oversigt