Politi om MobilePay-tricktyverier: Man må ikke lade sig distrahere

Fyns Politi har modtaget flere anmeldelser om tricktyverier via app'en MobilePay. Nu har politiet et bud på, hvordan de kriminelle gør.

Efterforskningen af de sidste døgns tilfælde af tricktyveri via MobilePay har nu kastet lys over, hvordan det har kunnet lade sig gøre at lænse folks konti for tusindvis af kroner.

Det oplyser Fyns Politi.

Det drejer sig om en form for tricktyveri, forklarer vagtchef ved Fyns Politi, Steen Nyland, uden dog at komme nærmere ind på, hvordan tricket skaffer de kriminelle adgang til andres MobilePay-konti, da det ifølge vagtchefen vil kunne give andre samme ide. 

Steen Nyland oplyser, at det tilsyneladende ikke er en fejl i MobilePay-systemet, der er årsag til de indtil videre tre tilfælde af MobilePay-tricktyveri.

Distraktion

Transaktionerne har kunnet lade sig gøre, fordi gerningsmændene er lykkedes med at distrahere de forurettede og efterfølgende har skaffet sig adgang til deres konti, fortæller vagtchefen i en pressemeddelelse. 

Opfordringen fra Fyns Politi er forsat, at man ikke skal være nervøs for at bruge MobilePay, men at man skal forholde sig kritisk til, hvem man overfører penge til, eller modtager penge fra og under hvilke omstændigheder, det foregår.  

Modtager man i forbindelse med en overførsel umotiveret en aktiveringskode fra MobilePay, skal man ifølge politiet straks få spærret sin konto, da det kan være en indikation på, at nogen er ved at skaffe sig adgang til ens MobilePay. 

Oversigt

    Oversigt