Psykisk syg knivstikker havde sten og wire

Personalet var ifølge Region Syddanmark ekstra grundige, da det undersøgte knivstikkerens taske.

De ansatte på den psykiatriske afdeling i Odense var ekstra grundige, da de undersøgte tasken hos den mand, der endte med at stikke en læge og to sygeplejersker ned. Det oplyser Region Syddanmark.

Alligevel lykkedes det ham at få en kniv med ind på afdelingen.

Da han henvendte sig på hospitalet natten til torsdag fandt personalet både en sten og en stålwire hos manden, der lider af forfølgelsesvanvid og vrangforestillinger.

Derfor gik man ekstra omhyggeligt til værks. Alligevel forklarede den 47-årige mand i lørdagens grundlovsforhør, at han havde kniven med hjemmefra.

- Vi var ekstra omhyggelige, da vi kropsvisiterede patienten og hans taske. Det var vi, fordi vi fandt en sten og en stålwire, siger lægefaglig direktør i psykiatrien, Anders Meinert Pedersen og fortsætter.

- Hvis det alligevel er lykkedes for ham at smugle kniven ind på den måde, har vi selvsagt ikke været grundige nok, siger den lægefaglig direktør.

- Nu afventer vi, at politiet bliver færdige med deres undersøgelser. Samtidig gennemgår vi under alle omstændigheder vores visitationsprocedurer for at vurdere om der er ting, vi skal ændre på, siger han.

Det er normal procedure at kropsvisitere patienterne for at undgå, at de har våben eller narko med ind på hospitalet.

Den 47-årige blev lørdag fængslet for fire uger. Indtil videre skal han opholde sig på den psykiatriske afdeling i Middelfart.

Mandag vil Arbejdstilsynet undersøge forholdene på den psykiatriske afdeling i Odense.

- Når der sker noget alvorligt som det her, så tager vi ud og undersøger de konkrete omstændigheder, og om arbejdsgiveren har levet op til sine forpligtelser, siger Arbejdstilsynets tilsynschef Palle Graversgaard.

Oversigt

    Oversigt