Punktum er sat i sag fra Botilbuddet Fangelvej: Det var i orden at fyre fire medarbejdere efter dødsfald

Dansk Sygeplejeråd er overrasket over, at Arbejdsretten har afgjort, at det var i orden at fyre fire medarbejdere efter et dødsfald på Botilbuddet Fangelvej.

Efter en 50-årig psykisk syg kvinde i maj 2019 døde på Botilbuddet Fangelvej blev fire medarbejdere og en leder fyret af Odense Kommune. 

Dengang klagede fagforeningerne Dansk Sygeplejeråd og Ergoterapeuten over fyringen, da de anså det som usaglige fyringer af deres medlemmer.

Arbejdsretten har nu frifundet Odense Kommune og altså afgjort, at det var i orden at fyre de fire medarbejdere. Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Vi har selvfølgelig taget det til efterretning, men er stadigvæk lidt overrasket over, at udfaldet blev, som det gjorde, siger kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd i Region Syddanmark, Anja Skovgaard Nissen til TV 2 Fyn.

quote Vi synes jo, der lå et arbejdsgiveransvar i denne her dom, og vi synes ikke, at fyringen var retmæssig

Anja Skovgaard Nissen, Kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd i Region Syddanmark

Det var ledelsesansvar

TV 2 Fyn har fulgt sagen tæt.

Den 50-årige kvinde døde sandsynligvis af medicinforgiftning, men trods flere sygdomstegn greb personalet ikke ind. Kvinden fik medikamentet Leponex, som indeholder stoffet Clozapin, der kan være livsfarligt, hvis instrukserne for medicinen ikke bliver fulgt.

I dagene op til kvindens død havde hun både haft kvalme og kastet op, hvilket hun fortalte personalet på botilbuddet. Det var også blevet registreret, at hun så dårlig og bleg ud og ikke havde hentet aftensmad i et stykke tid. Alligevel blev der ikke taget kontakt til en læge.

Anja Skovgaard Nissen forstår ikke Arbejdsrettens afgørelse.
Anja Skovgaard Nissen forstår ikke Arbejdsrettens afgørelse.
Foto: Mikkel Skov Svendsen

Odense Kommune fastholdte dengang, at den enkelte medarbejder havde ansvaret og ikke ledelsen. Den opfattelse er Anja Skovgaard Nissen ikke enig i.

- Vi synes jo, der lå et arbejdsgiveransvar i denne her dom, og vi synes ikke, at fyringen var retmæssig. For det var et organisatorisk anliggende og egentligt ledelsesansvar, understreger hun.

Men efter to et halvt år har Arbejdsretten altså afgjort, at ansvaret lå hos medarbejderne.

- Vi havde gerne set det går den anden vej, det er derfor vi har forfulgt sagen for vores medlemmer. Men vi tager det selvfølgelig til efterretning, siger Anja Skovgaard Nissen.


Oversigt

    Oversigt