Rådmand om fejl i medlemsregistrering:
- Det er noget rod
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Spillestedet Kansas City er havnet i økonomisk krise på grund af fejlagtige medlemsregistreringer. By- og kulturrådmand kalder situationen for "uheldig" og "noget rod".
- Jeg synes, det er noget rod.
Sådan siger Odenses by- og kulturrådmand Søren Windell (K) om den usikre situation, spillestedet Kansas City og Odense Øvelokaleforening er havnet i.
- Det er en rigtig, rigtig ærgerlig situation både Odense Øvelokaleforening og Kansas City er i. Og det er de jo, fordi de har haft rod i deres medlemsregistrering. Dermed er de også endt i et økonomisk rod, som er svært af finde ud af, hvad der er op og ned i, siger Søren Windell.
Problemet består i, at Odense Øvelokaleforening får tilskud fra Odense Kommune fra de såkaldte folkeoplysningsmidler til medlemmer, der er under 30 år gamle.
Men en fejl i det IT-system, der registrerer medlemmerne, har gjort, at langt flere er registreret som værende under 30, end medlemmerne reelt er.
Odense Kommune har derfor betalt 1,5 millioner kroner for meget i støtte til Odense Øvelokaleforening som følge af de fejlagtige medlemsoplysninger.
Samtidig er øvelokaleforeningen den største lejer af lokaler hos Kansas City, der er afhængige af huslejeindtægten fra Odense Øvelokaleforening og kommer i alvorlige økonomiske problemer, hvis de ikke får huslejeindtægter fra netop øvelokaleforeningen.
Kan have alvorlige konsekvenser
Bjarke Svendsen er seniorkonsulent i bureauet Why Consulting, der rådgiver kulturlivet. Han er bekymret over den situation, Kansas City nu står i. Hvis det økonomiske rod ender med at gøre en ende på Kansas City, har det store konsekvenser for kulturlivet, mener han.
- Det er selvfølgelig kritisk for Kansas City og stå og mangle de her penge, men det er også mærkværdigt, at man ikke opdager fejlen, siger Bjarke Svendsen og fortsætter.
- Det er trist for stedet, for brugerne og for kulturen i Odense og for så vidt også i Danmark, i og med at der er vokset nogle store navne ud af stedet. (bl.a. Mø og Andreas Odbjerg, red.) Det er noget, der risikerer at destabilisere den kulturelle infrastruktur i Odense, og det er jo ikke godt, siger Bjarke Svendsen.
Hos Kansas City, der varetager medlemsregistreringen på vegne af Odense Øvelokaleforening, mener man, at fejlen ligger i det IT-system, der registrerer medlemmerne.
En fejl, der ifølge administrerende hos Kansas City Thomas Aarup består i, at IT-systemet af sig selv har ændret på nogle medlemmers alder.
Kunne det have været undgået?
- Ja, hvis jeg havde været opmærksom på, at systemet ændrede på nogle medlemmers alder frem og tilbage, så kunne jeg have gjort noget ved det, siger Thomas Aarup.
Der er cirka 350 medlemmer, der betaler for at bruge Kansas Citys øvelokaler, og Thomas Aarup afviser, at man kunne have opdaget fejlen på anden vis.
Du kender ikke medlemmerne, der kommer der godt nok, til at have en fornemmelse af deres alder, og hvor længe de har været hos jer?
- Nej. Altså jeg kender nogle af dem, og de er langt over 30. Men jeg kender ikke alle, der kommer her og kan jo ikke se, om de er 29 eller 32. Det er der ingen der gør, siger Thomas Aarup.
Der skal fortsat være noget for de unge
Søren Windell lægger vægt på, at der fortsat skal være noget for det musikalske vækstlag i Odense kommune.
- Det er vigtigt, at vi fremadrettet sikrer nogle gode øvelokaler til fornuftige penge til de unge, der gerne skal blive de kommende musikalske stjerner fra Odense, siger rådmanden.
Men det er ikke sikkert, at der bliver tale om øvelokaler i Kansas City-regi.
- De penge, der er givet til Kansas City, er jo hovedsaglig kommet via øvelokaleeforeningen og de folkeoplysningsmidler, der er der. Og de er jo stadigvæk til rådighed for folkeoplysning, altså for unge mennesker, siger Søren Windell og fortsætter.
- Om fremtiden så er på Kansas City eller et andet sted i Odense, det må vi få afklaret, når vi får klarhed over, hvad der egentlig er foregået og forvaltningen lægger en sag til det politiske udvalg.
Bjarke Svendsen håber, at Kansas City overlever, og derfor mener han også, at hele miseren om den fejlagtige medlemsregistrering kalder på en tilbundsgående undersøgelse.
- Jeg sidder ikke her og beskylder nogen for noget. Det er vigtigt for mig at understrege. Men det er klart, at man skal have sikkerhed for, at det her ikke er sket med overlæg, siger han.
Thomas Aarup håber og tror på, at man finder en løsning på de økonomiske udfordringer, Kansas City står overfor.
- Det er jo i sidste ende en politisk beslutning. Men jeg tror på, at vi klarer os. Det skal jeg tro på, og jeg kæmper også for det. Det er hjerteblod, det her, siger han.
Ifølge Fyns Stiftstidendes kulturredaktør vil det få katastrofale følger, hvis Kansas City ender med at lukke.