Op mod 130 km/t midt i Odense. Søndag blev der kørt DM i rally. En af deltagerne er fynske Claus Lisberg.
- Lige nu pumper adrenalinen jo, og der er én bil før os, så nu går det løs, sagde Claus Lisberg lige inden starten.
Hundredevis af tilskuere var mødt op for at se de mange kørere ræse gennem forhindringerne på banen.
- Og for at høre at høre lydene. Det er rigtig fedt, sagde Sarah Andersen fra Odense.
Seriøs sport
En af dem, der kunne nyde hjemmebanefordelen var Klaus Damm Kristiansen:
- Jeg bruger rigtig meget tid på det. Selvfølgelig skal man have lidt fart i blodet, men det er seriøs sport.
Ældste mand i feltet er 68-årige Jørgen Hansen. Han har det allerbedst, når han sidder bag rattet.
- Det er helt perfekt. Så kører adrenalinet, og så er jeg ligesom en 30-årig.
DM blev vundet af Michael McBride. Bedste fynbo blev Klaus Damm Kristiansen, der sluttede som nummer fire.