For nylig var Martin Rytter ude for at købe en sutteflaske til sin datter. Da sutteflasker var udsolgt hos Babysam gik han i stedet ind hos naboen Kære Børn for at få en sutteflaske med hjem.
- Jeg fik til min overraskelse at vide, at de ikke må sælge sutteflasker, og jeg kan ikke forstå at der skal være en regel, der siger at man må sælge i nr. 6 og ikke i nr. 8 på samme vej, siger Martin Rytter.
Planloven afgørende
Forskelsbehandlingen mellem de to nabobutikker skyldes deres geografiske placering i forhold til planloven. Grænsen mellem områder udlagt til henholdsvis erhverv og detailhandel går lige mellem Babysam og Kære Børn. Og i erhvervsområdet må man fx ikke sælge sutteflasker, sutter og tøj.
- Det er tåbeligt og man forhindrer fri konkurrence. Det går ud over kunderne som kommer til at betale mere for varerne, når der ikke er fri konkurrence mellem to butikker, siger Hanne Marcussen, der er indehaver af Kære Børn.
Da Kære Børn åbnede på Tagtækkervej var indehaveren godt klar over at butikken ikke måtte sælge samme varegrupper, som man må i en erhvervszone.
- For os var placeringen rigtig, og vi må så i stedet henvise til vores webshop, hvor man kan få varene sendt dagen efter. Men vi må ikke udstille og udlevere blandt andet sutteflasker, som de må ved siden af. Men vi håber da, at reglerne bliver lavet om, så vi kan få fri konkurrence, siger Hanne Marcussen.
For restriktiv lov
På Christiansborg vækker eksemplet med sutteflaskerne fra Odense harme.
- Planloven er alt for restriktiv, og forhindrer fri konkurrence og udvikling i erhvervslivet. Jeg vil opfordrer miljøministeren til straks at få ændret på reglerne, lyder fra Venstres folketingsmedlem Lars Chr. Lilleholt.