Forleden var Winnie Thorup Andersen ved at blive kørt ned i krydset Kertemindevej og Vollsmose Allé i Seden, da hun cyklede hjem fra arbejde.
Onsdag aften bekræftede en bilist i en sølvgrå Volkswagen Passat, hvorfor netop dét kryds er så farligt.
Under et liveinterview med Winnie Thorup Andersen og by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) om vanvidskørsel i Odense kørte føreren af bilen først langsomt frem mod gul for så at gasse op og drøne over krydset, da lyssignalet skiftede til rødt.
Du kan se videoen øverst i artiklen
Sætter menneskeliv på spil
- Jeg er meget utryg ved at cykle her. Det her kryds er med livet som indsats, og det er ikke rimeligt. Når jeg skal hjem fra arbejde om eftermiddagen, har jeg et sug i maven. Det fylder for meget, fortæller Winnie Thorup Andersen.
Tirsdag besluttede By- og Kulturudvalget i Odense, at der skal laves trafikale forhindringer flere steder i byen for at stoppe vandvidskørsel.
- Det er frygteligt at høre om mennesker, der sætter andre menneskers liv på spil. Derfor skal det stoppes, siger rådmand Christoffer Lilleholt.
Det er endnu ikke besluttet, hvor og med hvilke midler, der skal sættes ind. Det skal udvalget undersøge i samarbejde med Fyns Politi og odenseanerne.
Man kan dog forestille sig, at et af de steder, som odenseanerne måske vil nævne, er krydset på vej mod Seden. For som liveinterviewet med al tydelighed viser, bliver færdselsreglerne ikke altid overholdt på netop den strækning.