Stigende smittetryk: Testcentre udvider åbningstiden

Odenseanere, der gerne vil testes for covid-19, skal i øjeblikket vente tre til fire dage på at blive testet. Det er uholdbart, mener Region Syddanmark, der nu vil skrue op for testkapaciteten i Odense.

Odense er et af de steder i Danmark, hvor smittetrykket er højest, og derfor blev der onsdag indført en delvis nedlukning af restaurationer, kultur og foreningsliv.

Trods det høje smittetryk må odenseanerne lige nu vente i dagevis på at blive testet. Derfor vil Region Syddanmark nu udvide åbningstiderne på testcentrene og skaffe flere mobile testenheder til byen. 

- Vi skal have bragt smittetrykket ned i Odense, og det gør vi ved at teste og opspore smittekæder, siger Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark. 

Laboratorier er flaskehals

Regionen vil derfor inden jul udvide åbningstiderne for testcentrene i Odense. 

- Flaskehalsen lige nu er kapaciteten i laboratorierne, og den bliver løbende udvidet. Så vi forventer, at vi i løbet snarest, vil kunne teste endnu flere odenseanere. 

At skaffe flere podeassistenter har hidtil ikke været et problem, og Kurt Espersen forventer, at det vil blive muligt at skaffe endnu flere podeassistenter, så testcentrene kan udvide åbningstiderne.

Samtidig vil antallet af mobile testenheder blive øget, så et antal testenheder fra dele af regionen bliver flyttet til Odense, hvor smittetrykket lige nu er højest. 

Nye tal fra Odense Kommune viser, at antallet af smittede stiger for alle aldersgrupper.  Både blandt de unge mellem 11 og 30 år og blandt de ældre mellem 41 og 60 år er antal smittede steget markant de seneste syv dage.

 
 

Oversigt

    Oversigt