Talent skifter til OB - og scorer for U21-landsholdet

Casper Nielsen skifter fra Esbjerg fB til OB. U21-spilleren scorede i dag til 2-0 i U21-landsholdets kamp mod kinesisk hold.

U21-landsholdsspilleren Casper Nielsen skifter fra Esbjerg til OB. Det oplyser OB på klubbens hjemmeside. 

Den 22-årige fodboldsspiller, der i disse dage er med U21-landsholdet i Dubai, scorede i dag for landsholdet i 3-0-sejren over det kinesiske klubhold Henan Jianye FC. Den kommende OB-spiller scorede til 2-0.

Casper Nielsen har skrevet under på en aftale, der gælder frem til 30. juni 2020.

- Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes at nå til enighed med Esbjerg og med Casper Nielsen om en overgang. Casper er en spiller, der har tiltrukket sig en del opmærksomhed allerede, og samtidig er han en spiller, der har tiden foran sig. Hans talent og spillestil passer godt med den måde, vi gerne vil spille på, og jeg ser ham som en spændende tilgang, der både nu og på sigt kan blive en stor gevinst for OB, siger OB’s sportsdirektør, Jesper Hansen, i en pressemeddelelse. 

Casper Nielsen: Derfor skifter jeg til OB

Cheftræner Kent Nielsen glæder sig over endnu en tilgang fra Esbjerg. Tidligere på ugen skiftede Ryan Laursen til den fynske klub. 

- Casper Nielsen er et stort talent, som vi glæder os til at være med til at videreudvikle. Han er klog og teknisk dygtig på banen, og selvom han er ung, så har han allerede en del erfaring fra Alka Superliga. Han er en løbestærk allround-spiller, der helt sikkert vil presse hårdt på for en startplads hos os, siger Kent Nielsen.

Casper Nielsen understreger, at han godt kan lide måden, som OB spiller på. 

- Først og fremmest så glæder jeg mig helt vildt. Da kontakten opstod, lød det interessant, og efter en snak med Kent Nielsen havde jeg en rigtig god mavefornemmelse. Måden OB vil spille fodbold på, kan jeg godt lide, og jeg er sikker på, at det bliver endnu bedre, selvom der allerede er store fremskridt. Spillet har været til meget mere end den plads, OB ligger på, og derfor gælder det om at brænde sig fuldstændig ud i her eneste kamp, så er jeg også sikker på, at det nok skal komme, siger Casper Nielsen.

Oversigt

    Oversigt