Tinderbox deler otte råd til en fantastisk festival
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
På torsdag d. 22. juni er det endnu engang blevet tid til at fylde Tusindårsskoven i udkanten af Odense med musik, glade mennesker og god stemning. Der er plads til 50.000 og der er kun ganske få billetter tilbage.
Tinderbox deler i den anledning otte råd til en god festival i en pressemeddelelse. Læs dem herunder:
Råd til en god festival
Kom i god tid når pladsen åbner og tjek, at du står i den rette kø. Spørg endelig en af de frivillige i området, hvis du er i tvivl.
Hvis du ankommer på cykel, så giv den gerne et særligt kendetegn og tag et billede af stedet du har sat den, så du nemt kan finde den, når du skal hjemad.
Husk at drikke rigeligt væske i varmen - og drik gerne lidt ekstra vand hjemmefra, så du er godt hydreret.
Brug solcreme - men husk at det kun er tilladt at medbringe det på tube eller i en plastikbøtte
De fleste gerne vil spise og drikke mellem kl. 17.30 og 19.30. Men hvis du enten spiser før eller efter disse peakhours, så vil køerne garanteret være meget kortere.
De fleste vil gerne spise og drikke det samme men udfordr dig selv og prøv noget nyt. Der er mere end 30 forskellige madboder på pladsen og mange forskellige barer. Og ikke alle har lige lange køer.
Er der kø til toiletterne og mange mennesker før eller efter en koncert så bevæg dig lidt væk. Der hvor der er mange mennesker er der mest kø. Men der er mange toiletter på pladsen og ikke alle er fyldte hele tiden.
Selv på de varmeste dage, kan det blive køligt om aftenen, så medbring gerne en trøje til de sene nattetimer.
Julemanden snød Amalie for 300 kroner og skuffede hendes børn - sådan undgår du jule-fup
kopieret!
Julen er hjerternes – og svindlernes – fest.
I 2023 blev flere fynske familier således snydt for både penge og julemandsbesøg.
En af de svindlede var Amalie Pedersen, som meldte sig ind i facebookgruppen Find din Julemand i håb om at gøre netop det; komme i kontakt med en rar, troværdig mand i rød jakke og hvidt skæg, som ville slå vej forbi hjemmet i Langeskov og overraske hendes to børn.
Men allerede i ugen op til juleaften begyndte rygterne at svirre i gruppen; der var ikke rent mel i alle juleposer.
Samtidig begyndte den julemand, Amalie Pedersen havde lavet en aftale med, at opføre sig underligt.
- En dag skriver han, at han har fået mange henvendelser, men også mange aflysninger, og derfor ville han gerne bede om et depositum.
Derfra tog det en ubehagelig drejning.
Brændt af på juleaftensdag
Amalie Pedersen og hendes mand endte med at overføre 300 kroner til manden. Da pengene var overført, svandt kommunikationen ind.
- I bagklogskabens lys var det naivt, når vi ikke kendte mere til ham, men vi var jo bare godtroende forældre, der ønskede at give vores børn en magisk jul.
Og så - klokken 16.30 den 24. december - kom den endelige aflysning.
Derefter forsvandt mandens facebookprofil, og det telefonnummer, han brugte, var pludselig deaktiveret, fortæller Amalie Pedersen.
Pengene fik hun aldrig retur, men det var heller ikke det vigtigste.
- Jeg blev megaramt. Det var ikke pengene, det handlede om, men det at blive snydt for noget, jeg skulle have glædet mine børn med.
Julemandens råd til at undgå svindel
Hos Dansk Julemandslaug er de bekendte med, at nogle kan finde på at snyde i julemandens navn.
- Vi tager stærkt afstand fra den slags. Vi mener, at en julemand skal være en glædegiver. Det er, hvad julen drejer sig om. Det er et af de vigtigste aspekter ved at være julemand, lyder det fra foreningens oldermand Henrik Krisitiansen.
Dansk Julemandslaug er en samling af professionelle julemænd, der hvert år bliver hyret til arrangementer og private julebesøg.
Henrik Kristiansen kommer nu med råd til, hvordan danskerne undgår at blive snydt på den store dag.
Et af dem er at få julemanden til at verificere sig med et billede og undersøge hans facebookprofil.
- På den måde kan du sikre, at det er en ægte profil, og at personen står ved, at de er julemand. De, jeg kender til, gør det tydeligt på deres profil, at de brænder for rollen som julemand.
Blæsevejr er godt nyt for dagens elpriser
kopieret!
Ugen har stort set været præget af fænomenet dunkelflaute, som er et tysk ord, der beskriver gråvejr og rolige vindforhold.
Det har sat pres på den grønne strøm fra sol og vind, og torsdag toppede elpriserne på 8,73 kroner per kilowatttime (inklusiv moms, men uden afgifter), skriver TV 2 Vejret.
Nu venter nogle blæsende dage og regnfulde dage, og særligt blæsten sender elpriserne et godt stykke nedad.
Lørdag kommer elprisen under 50 øre per kilowatttime.
En koldfront med regn bevæger sig over Fyn midt på dagen, så husk også regntøj, hvis du skal ud i det tidsrum.
Tyve stjal den forkerte telefon - nu kommer politiet med opfordring
kopieret!
Det er dumt at tage noget, der ikke dit. Det er endnu dummere at tage noget, der har indbygget gps.
Natten til lørdag spurgte en mand to andre om vej på Fisketorvet i Odense. I den forbindelse lod han de to mænd holde sin telefon, men i stedet for at vise vej på kortet, snuppede de telefonen og gik derfra.
Heldigvis havde telefonens ejer slået sporingsværktøjet Find my iPhone til, og politiet kommer nu med en klar opfordring til, at andre gør det samme.
Telefonen ringede på bagsædet
- Det er en fin måde at sikre sig selv. Det kan gøre, at vi kan fange gerningsmændene, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Johnny Müller.
Og det var lige præcis, hvad der skete kort efter klokken 04.30.
På grund af telefonens gps blev politiet ledt på sporet af en bil, der blev standset i Odense C.
- Vi spørger de to herrer, om de har en telefon, der ikke er deres. Det benægter de, men fordi Find my iPhone var slået til, kan man få telefonen til at afspille en lyd, og den lå så i bilen, fortæller vagtchefen.
Begge mænd blev anholdt, sigtet for tyveri og løsladt igen. Telefonen kom tilbage til rette ejermand kort tid efter.
Norsk fløjspiller savner familien og forlader Odense Håndbold
kopieret!
Odense Håndbold mister til sommer en af sine fløjspillere.
Når Malin Aunes kontrakt med den fynske klub udløber, skifter hun til Storhamar Håndball i hjemlandet Norge.
Det oplyser klubberne lørdag på deres hjemmesider.
Savnet til familien er en af årsagerne til, at højrefløjen nu vender snuden hjemad.
- Det bliver helt klart vældig trist at forlade det fantastiske hold, vi har her i Odense. Jeg har virkelig været glad for tiden, jeg har haft med pigerne og resten af klubben.
- Jeg har altid følt mig så velkommen og godt taget imod og mødt så mange fine mennesker her i Odense. Jeg skal virkelig nyde resten af sæsonen og give alt, jeg har, for at opnå de mål og drømme, vi har sammen, siger hun til Odenses hjemmeside.
Bliver savnet i Odense
Malin Aune har spillet for Odense siden sommeren 2023 og står noteret for 79 kampe. I dem har hun scoret 48 mål.
Sportsdirektør Trine Nielsen ser frem til at se 29-årige Aune på banen i den resterende del af sæsonen.
- Det har været og er en sand fornøjelse at have Malin i Odense Håndbold. Hun er indbegrebet af professionalisme og en ægte holdspiller.
- Hun vil blive savnet i klubben og ikke mindst i truppen, men jeg har hele tiden vidst, at Malin på et tidspunkt ville vende hjem til Norge efter mange år udenlands, siger Odenses sportsdirektør.
Ud over Aune råder Odense over den danske landsholdsspiller Andrea Aagot Hansen til højrefløjen.
GOG spiller sidste kamp i Gudme nogensinde
kopieret!
Der er sjældent et ledigt sæde at finde, når GOG spiller på hjemmebane i Gudme. Lørdag spiller de sydfynske helte for sidste gang i Gudme.
Efter VM-pausen flytter holdet efter mere end et halvt århundrede fra byen. Når Håndboldligaen genoptages til februar, hedder hjemmebanen Arena Svendborg. Det betyder, at endnu flere kan se de gulblusede spille håndbold.
I hallen i Gudme er der bare 1.350 siddepladser - det antal bliver mere end fordoblet i Svendborg. I Arena Svendborg vil 3.016 kunne heppe det sydfynske hold.
Den sidste hjemmebanekamp i Gudme bliver mod Skanderborg AGF. Kampen fløjtes i gang klokken 16 - formentlig til endnu en gang med fulde huse på lægterne.
Blæst påvirker trafikken
kopieret!
Det blæser igen op over Danmark, og det påvirker i øjeblikket trafikken på Langelandsbroen.
Vejdirektoratet melder på hjemmesiden trafikinfo.dk om kraftig blæst i begge retninger. Der er ingen restriktioner, men man skal dog være opmærksom på, at blæsten kan påvirke kørslen.
Blæsten forventes at aftage i løbet af lørdag eftermiddag.
Fødevarestyrelsen advarer hundeejere om tilbagekaldt produkt
kopieret!
Firmaet Chrisco A/S tilbagekalder Chrisco Tyggeruller med kylling.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse sendt til TV 2.
Virksomheden har fået indberetninger om adfærdsændringer hos hunde efter, at de har spist produktet.
De opfordrer til at kassere produktet eller aflevere det tilbage i butikken, hvor det er købt.
Forening vil lave safehouse i Odense
kopieret!
Signe Vedersø Keldorffs bytur en novembernat i 2021 var en ubehagelig oplevelse, som endte med et overfald. Men den blev også startskuddet til en forening, som netop har set dagens lys.
Foreningen hedder Safehouse Odense, og vil lave et trygt sted i nattelivet for gæster i byen.
- Alt for mange oplever utryghed, når de færdes i nattelivet, For mange står alene, når de har brug for hjælp. Med Safehouse Odense skaber vi en løsning. Vi skaber et sted, hvor alle kan søge tryghed og få dem hjælp som de har brug for. Det er et sted som bygger på tryghed, ansvar og fællesskab, , siger Signe Vedersø Keldorff, som er blevet formand i foreningen.
Faaborg får millioner til kystsikring
kopieret!
Faaborg skal bruge 40 millioner kroner til at sikre sig mod stormflod, og nu kommer en håndsrækning på 11,1 million fra staten, i form af et tilskud fra en pulje til kystsikring.
I alt har otte projekter fået del af puljen og er udvalgt, da de lever op til krav om kystbeskyttelse, der bygger på naturbaserede løsninger, som er inspireret af naturen og leverer miljømæssige, sociale og økonomiske gevinster.
Kontant-koks: Kroejer skal køre halvvejs over Fyn for at sætte penge i banken
kopieret!
Når ejeren af Erik Menveds Kro i Bogense skal have sat penge i banken, må han køre til Odense først. Hans bank har nemlig ikke nogen hæveautomater, hvor man kan indsætte kontanter i nærheden. Det frustrerer Jakob Hansen.
Og det er ikke den eneste utilfredshed, han mærker.
- Jeg har bare igennem de senere år bemærket, at servicen bliver mere og mere forringet. Altså for år tilbage, der var det slut med at få byttepenge i banken. Der blev vi bare henvist til et andet firma.
Med den nye model, koster det ifølge Jakob Hansen omkring 200 kroner at få 2000 kroners byttepenge.
- Vi har rigeligt af udgifter i forvejen.
I Danmark har virksomheder pligt til at tage imod kontanter fra deres kunder, men hvis det stod til Dansk Erhverv, blev den ordning skrottet.
En sikkerhedsrisiko
Erhvervsorganisationen kender nemlig godt til virksomhedernes problematik.
- Det her bliver besværligt og potentielt dyrt for de erhvervsdrivende. Alle der driver forretninger ved, at tid er penge, siger Henrik Lundgaard Sedenmark, som er fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed i Dansk Erhverv.
Og så er der en anden ting, der bekymrer fagchefen.
- Der er også et sikkerhedsspørgsmål for de ansatte, for kontanter er stadig interessant for kriminelle. Og hvis de beslutter sig for at røve eller stjæle, må de gå derhen, hvor penge er - og det er ikke længere i bankerne, men ude ved virksomhederne.
Dansk Erhverv har stillet to forslag til at afhjælpe problemet; for det første skal kontantpligten afskaffes, og det skal være op til den enkelte virksomhed, om de vil modtage kontanter. Derudover ønsker Dansk Erhverv sig, at landets banker indgår et samarbejde, så de virksomheder kan indbetale kontanter i flere banker.
Kun tre år efter, at firmaet Ledap, der er en af landets største padel-firmaer, startede op i Danmark, har firmaet valgt at kaste håndklædet i ringen.
Det skriver Finans, som har talt med Mads Ryder, der er administrerende direktør i koncernen.
irmaet, der er ejet af den svenske kapitalfond Triton, har besluttet at forlade det danske marked og lukke sit danske selskab, der driver centrene We Are Padel.
De fleste centre er angiveligt allerede solgt, skriver Finans.
We Are Padel har centre i Nyborg og Svendborg. Hvorvidt disse centre er solgt er uvist.
Efter fynsk skandalesag: Mindre snik-snak om lægehonorarer
kopieret!
Selv om sundhedsreformen ikke er vedtaget endnu, har landets regioner lagt pres på de danske læger.
Man vil ikke længere bruge unødig tid på at diskutere med lægerne, om der er tale om snyd eller manglende forståelse af overenskomsten, når der er rod i lægernes honorarafregning.
Det fremgår af en orientering til politikerne i regionsrådet i Region Syddanmark på baggrund af reformudkastet til sundhedsreformen.
Regionerne ønsker, at de såkaldte samarbejdsudvalg nedlægges.
Domstolslignende organ
I dag har regionerne et samarbejdsudvalg med lige mange læger og politikere og ud over at drøfte det generelle samarbejde mellem region og læger, får man også sager til afgørelse, der drejer sig om lægernes honorarafregning og ydelsestakster.
Kan parterne ikke blive enige, ryger sagerne videre til Landssamarbejdsudvalget.
Er politikere og læger i Landssamarbejdsudvalget enige, kan der idømmes bøder, gives advarsler og pålæg om tilbagebetalinger og fratagelse af autorisation.
Men der kan også være tale om, at parterne blot finder sammen om en fælles fortolkningspraksis af forskellige ydelser og honorarer.
Kan man heller ikke blive enige her, kan sagerne løbe ud i sandet.
Nu ligger der et forslag om at nedlægge samarbejdsudvalgene, og at uenigheder mellem lægerne og regionen afgøres i et ”domstolslignende” tvistløsningssystem, hedder det i en orientering, som regionsrådet har fået.
Slut med snik-snak
Og det glæder Annette Blynel, medlem af samarbejdsudvalget og regionsrådet for SF.
- Vi har hidtil haft et system, hvor man skal aftale sig til en sanktion. Og hvor den ene part er en interesseorganisation, der tager lægernes standpunkt. Jeg har hele tiden ment, at vi bør have et system, hvor vi følger retssystemet.
- I dag sidder vi tit i situationer, hvor lægerne siger, at de desværre ikke forstod overenskomsten, at det er for kompliceret og giver en undskyldning og tilbagebetaler pengene. Det er for nemt. Vi skal have et mere håndfast system, siger Annette Blynel.
Tungt system
Ifølge lektor i sundhedsjura Kent Kristensen fra Aalborg Universitet er der blevet lyttet til regionerne, når samarbejdsnævnene nu foreslås nedlagt i den nye sundhedsreform.
- Det er et system, som regionerne har opfattet som meget tungt at arbejde med og hæmmer den kontrol, de har med ydelserne hos de praktiserende læger. Jeg tror, man skal se forslaget fra regionerne i lyset af, at man vil have nogle bedre styringsmuligheder over for de praktiserende læger.
- Regionen får mulighed for hurtigt at gribe administrativt ind med sanktioner, som lægerne, hvis de er uenige, så kan indbringe i det nye opmands- eller tvistsystem, siger Kent Kristensen.
Læger beklager
De praktiserende lægers formand i region Syddanmark, Birgitte Ries Møller, beklager udsigten til, at samarbejdsudvalgene nu nedlægges.
- Det er det eneste sted, hvor vi i dag har mulighed for at tale direkte med politikerne i regionen, og vi taler jo om mange andre forhold end ydelser og honorarer. Vi har andre samarbejdsfora, men det i forhold til sygehusledelserne og direktionen i regionen, siger hun.
Forslaget har allerede været i høring hos de praktiserende læger, der ikke har udtrykt begejstring for forslaget, men Birgitte Ries Møller erkender også, at det ligger udenfor de praktiserende lægers indflydelse at ændre på regionernes ønske.