Tre OB-hjørnepark giver FCM første nederlag i foråret
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Fynboerne var vakse ved dødbolde, og så led FC Midtjylland det første nederlag siden december i Superligaen.
En minimal sprække af spænding kan være på vej i Alka Superligaen. Søndag løb det suveræne førerhold, FC Midtjylland, ind i forårets første nederlag.
Holdet tabte 1-3 ude til OB, som til gengæld fik lagt måske afgørende afstand til nedrykningsstregen.
Fynboerne sænkede topholdet med tre scoringer i første halvleg, alle tre mål efter hjørnespark, hvor FC Midtjylland-forsvaret ikke var vågent nok.
Det gik første gang galt efter to minutter, da Sylvester Igboun lavede selvmål.
Efter 27 minutter scorede Rasmus Falk til 2-0 efter endnu et hjørnespark, men FCM svarede igen to minutter senere.
Morten "Duncan" Rasmussen headede umarkeret sit 13. ligamål i sæsonen ind efter et frispark, og således så topholdet ud til at have fået nogenlunde styr på det.
Kort før pausen slog OB imidlertid til med endnu en scoring efter en dødbold, så fynboernes træner, Ove Pedersen, jublede gevaldigt. Formentlig over at se endnu en indøvet detalje fra træningsbanen gå op i en højere enhed.
Daniel Høegh løb mod forreste stolpe ved et hjørnespark, og forsvareren headede Emil Larsens aflevering forbi Johan Dahlin i FCM's mål til 3-1.
Igen virkede gæsternes forsvar uoplagt i situationen.
Superligaens delte topscorer Martin Pusic, som var blevet skiftet ind tidligt i kampen i stedet for en skadet Petter Andersson, havde en stor mulighed tidligt i anden halvleg.
Bolden blev dirigeret hen til ham i straffesparksfeltet, men angriberen fik ikke placeret sit skud yderligt nok, så bolden endte i favnen på OB-målmand Mads Toppel.
10 minutter før tid tog Sylvester Igboun en flot dribletur ved baglinjen. Han serverede bolden for Martin Pusic, hvis afslutning igen savnede kvalitet, så Mads Toppel kunne afværge.
I kampens sidste aktion var Pusic tæt på for tredje gang, men hans godt placerede frispark blev pareret af Toppel.
Med nederlaget blev FCM's flotte forårsserie på 10 kampe uden nederlag, syv sejre og tre uafgjorte, afsluttet. Klubben har 64 point for 28 kampe.
FC Midtjyllands seneste nederlag i Superligaen faldt den 7. december. Ved den lejlighed tabte holdet 0-3 ude til FCK i den sidste kamp inden vinterpausen.
Netop FCK er modstanderen i næste runde på MCH Arena i Herning.
Mandag aften kan københavnerne mindske FCM's forspring til ni point før de sidste fem runder. FCK tager imod FC Vestsjælland, der kæmper hårdt for at undgå nedrykning.
OB ligger nummer otte med 35 point og har 10 point ned til FC Vestsjælland under nedrykningsstregen.