Tre uger efter Agedrup-ballade: Gule veste og andre tiltag skal øge trivslen

Efter 113 forældres bekymringsbrev om Agedrup Skole har forvaltning indført omfattende tiltag for at rette op på mistrivslen.

Gårdvagter i gule veste, læger på stand by, en hotline direkte til forvaltningen for bekymrede forældre og trivselssamtaler med alle elever på visse årgange.

Efter 113 forældre 19. februar gik i pressen, til forvaltningen og politikerne for at gøre opmærksom på grænseoverskridende adfærd på Agedrup Skole, giver Odenses Børn- og Ungeforvaltning en status på de omfattende tiltag, der er sat i værk for at rette op på Agedrup Skole. 

- Det gør indtryk på os, når børn ikke trives på vores skoler. Og det gør enormt indtryk på os, når vi får et brev fra så mange forældre, som ikke følte, det var trygt at sende deres børn i skole, siger Michael Plauborg Jensen, der er pædagogisk chef i Børn- og Ungeforvaltningen.

En række tiltag er allerede kendt i offentligheden. Blandt andet bliver der afholdt forældremøder på alle årgange, og indtil videre er forvaltningen nået halvvejs med det arbejde. 

Men derudover afholder skolen også trivselssamtaler med alle elever på to særligt prioriterede årgange.

Artiklen fortsætter under billedet

Michael Plauborg Jensen
Michael Plauborg Jensen
Foto: Anders Høgh

Hotline til bekymrede forældre

Der er også øget opsyn med eleverne uden for undervisningen, forklarer Michael Plauborg Jensen.

- Når børnene møder ind i skolen, så er der en voksen, der tager imod i klasserne. Der er også indført ekstra gårdvagter i skolegården, der er iført gule veste for at gøre dem ekstra synlige, så børnene kan få hjælp, hvis de har behov for det.

SSP er desuden mere synligt til stede på og ved skolen - både i frikvartererne og uden for skoletid. 

Derudover er der også indført en slags midlertidig hotline, hvor forældre, der er bekymrede for deres børns trivslen, kan ringe direkte til en medarbejder i familie- og forebyggelsesafdelingen. Indtil videre har forvaltningen modtaget én enkelt henvendelse.

Der er hentet en ekstra pædagogisk ressource ind på skolen, ligesom en socialrådgiver og en familiebehandler fysisk opholder sig på skolen et vist antal timer om ugen. Samtidig er der og øget adgang til skolepsykolog. 

Børn- og Ungeforvaltningen er også i gang med at gennemgå alle aktive sager for at sikre, de er blevet - og bliver - behandlet korrekt, og familierne og børnene får den hjælp, de har brug for.

Dans og spil i frikvartererne

Frikvartererne er også blevet anderledes.

- Vi har sat voksenstrukturerede aktiviteter i gang. Det betyder, at de børn, der har brug for at blive inde, de kan gøre det, men vi har også sat mere udadrettede aktiviteter i gang i hallen eksempelvis, siger Michael Plauborg Jensen.

Det er aktiviteter som spil og dans, mens der i hallen er mulighed for mere sportslige aktiviteter. Aktiviteterne er tilrettelagt i samarbejde med elevrådet.

Elevrådet er blandt andet blevet inddraget for at komme med bud på, hvilke fællesskabsfremmende aktiviteter, skolen kunne sætte i værk. De er også blevet bedt om at komme med bud på, hvad "den gode pause" kunne indeholde.

Der bliver uddannet undervisningsmiljørepræsentanter blandt eleverne, ligesom skolen har iværksat et forløb for eleverne med fokus på god elevopførsel.

På det ledelsesmæssige niveau har Agedrups ledelse fået mulighed for strategisk sparring med ledelsesteamet på en anden skole i Odense.

Desuden er der i øjeblikket daglige samtaler mellem Michael Plauborg Jensen og Agedrups ledelse. Skoleledelsen har også fået tilknyttet en erhvervspsykolog. 

Dialogen mellem skolebestyrelse, ledelse og forvaltning er også blevet styrket. Skolebestyrelsen har øget mødefrekvensen og mødes nu hver 14. dag. 



 

Oversigt

    Oversigt