Windell dømt efter konkurs: Nu taler han ud om rod i regnskaberne og mørkt kapitel

Den konservative ældre- og handicaprådmand gik i 2008 personligt konkurs og fik en betinget dom. Nu fortæller han om et mørkt og skammeligt kapitel af sit liv. 

Den odenseanske rådmand Søren Windell (K) gik personlig konkurs i 2008 og fik efterfølgende en betinget dom og en bøde. Det skete i et mørkt kapital af hans liv, fortæller rådmanden tirsdag i et interview med TV 2 Fyn. 

- I 2006 begynder en ret vanskelig periode i mit liv. Som 28-årig mister jeg min far, og det satte gang i en krise, som gjorde, at jeg ikke havde styr over min forretning eller mit liv, siger Søren Windell. 

- Det kulminerer i 2008, da den her snebold af ulykker, hvor hverken driften eller noget andet hang sammen. Det går konkurs, og konkursen påvirker også mig personligt. Jeg går personlig konkurs, fortæller han. 

Fakta om personlig konkurs

Derfor var rådmand tavs

Interviewet kommer efter flere dages tavshed fra hovedpersonen i forbindelse med sager om rod i regnskaberne. 

I sidste uge kunne TV 2 Fyn fortælle, at den konservative ældre- og handicaprådmand havde rod i regnskaberne blandt andet med ulovlige lån og for sent betalt moms. 

Ifølge Søren Windell er der gået så forholdsvis lang tid med at gøre klar til et interview, fordi sagerne ligger mange år tilbage, og at der skal være god tid til at gennemgå dem.

quote Det er det mørkeste og mest skammelige kapitel i mit liv

Søren Windell

Mørkt kapitel

Søren Windell hed Søren Thomassen, da han i 2008 gik konkurs med virksomheden Søren Thomassen Aps, der havde med transport og logistik at gøre. Virksomheden blev grundlagt i 2006.  Både konkursen og dommen påvirkede ham voldsomt.

- Det er det mørkeste og mest skammelige kapitel i mit liv, fastslår Odense-politikeren. 

Af cirkulærskrivelsen, som kurator Knud K. Damsgaard har udfærdiget fremgår det, at konkursen skyldtes manglende regnskab, at selskabet ikke var momsregistreret, at der har været skjulte indtægter, og at direktøren Søren Wendell stod bag uredelige forhold.

quote I 2006 begynder en ret vanskelig periode i mit liv. Som 28-årig mister jeg min far, og det satte gang i en krise, som gjorde, at jeg ikke havde styr over min forretning eller mit liv

Søren Windell

Desuden verserede der i Søren Windells personlige konkurs en retssag vedrørende hævninger på en konto i Nordea.

Skat og det offentlige havde en gæld på en halv million kroner. Har du betalt pengene tilbage?

- Det hele ender med, at der er så meget rod, at jeg bliver stillet personligt ansvarlig for det, og ansvaret tager jeg på mig. Det ender med, at jeg går personlig konkurs. Så vidt jeg husker, var det i 2015 afviklet det hele, forklarer Søren Windell, der understreger, at han er gældfri, og det hele er et lukket kapitel.

Fortsætter med nye selskaber

I 2021 gik den konservative rådmands private selskab, Soeren Group Aps, konkurs, og Thomas Riise Johansen, der er professor i regnskab ved Copenhagen Business School, har kaldt selskabets regnskaber for “en rodebutik”. 

Se hele interviewet med Søren Windell.
Fotograf: Fotograf: Jonathan Malat Redigering: Alex Syrik

Hvorfor fortsætter du?

- Jeg har altid godt kunnet lide at udvikle og få idéer. Bogholderi og administration har aldrig været min stærke side. Det bliver det nok aldrig, siger Søren Windell. 

Du har oprettet tre selskaber, efter du er blevet rådmand i 2017. Hvorfor gør du det?

- En rådmand har rigtig travlt, men også fritid. Jeg har altid interesseret mig for forretninger. Det er vigtigt at have et ben i erhvervslivet for at holde øje med, hvad der sker, fortæller Søren Windell. 

- To af selskaberne er der ikke aktivitet i, og de er ikke engang momsregistreret. Det sidste selskab har jeg med to venner, hvor vi laver tarteletfestival, forklarer han. 

Politisk pres på redegørelse

I kølvandet på sagerne om rod i regnskabet, som TV 2 Fyn bragte i sidste uge, har en række odenseanske politikere bedt om en redegørelse fra Søren Windell. 

Har du lagt alt frem nu?

- Jeg tror, jeg er den politiker i Odense, der har lagt mest frem. Jeg har ikke noget at skjule. 

Søren Windell forsikrer, at han ikke har gjort noget, der gør, at han ikke kan fortsætte som ældre- og handicaprådmand i Odense Kommune, og han mener stadig, han er Konservatives spidskandidat i Odense, når der er kommunalvalg til efteråret. 

Oversigt

    Oversigt