Kviktest i Region Syddanmark var kortvarigt nede

IT-problemer bremsede kviktest i Region Syddanmark omkring middag. Problemet er nu løst, men coronapasset kan komme til at vente lidt på sig.

IT-problemer ved lynteststeder er løst igen. 

I Region Syddanmark har der torsdag middag været tekniske problemer, der har drillet lyntestoperatøren Carelink.

Det gav lange køer ved flere lynteststeder.

- Vi havde problemer omkring middag, hvor vi gik over til vores nødberedskab. Så vi kunne godt lynteste, men det kørte bare lidt langsommere. Nu kører det igen, som det skal, siger driftsdirektør i Carelink, Lars Bladt.

Årsagen til det kortvarige tekniste nedbrud blev aldrig fundet før det blev løst. 

- Det kan være svært at finde årsagen til problemet i et IT-system, når først det er løst. Vi har et system der integrerer med flere steder. Jeg kan bare konstatere at nu kører det igen, siger Lars Bladt. 

Ekstra ventetid 

I testkøen i Odense gav problemerne ekstra køtid for Mette Obsen og hendes familie.

- Det er sådan det er, der er mange der skal testes inden jul, siger Mette Obsen, der til daglig er pædagog. 

Hun skal holde jule med nogen fra sjælland og har derfor valgt at teste sig.  

- Sådan her kan vi forhåbentlig undgå at smitte nogen, fortæller Mette Obsen.

I Region Hovedstaden har Copenhagen Medical tekniske problemer, der forhindrer lyntest. Men Lars Bladt afviser at der er tale om det samme problem. 

Lang testkø
Foto: Rikke Mathiassen Grafik: Carina Randeris

- Vi har forskellige systemer, så det har ikke noget med hinanden at gøre, forklarer Lars Bladt. 

Men de borgere, der er blevet testet i den periode, skal forberede sig på, at coronapasset kan vente lidt på sig. 

- Jeg vil tro at det kan tage nogle timer, før køen er arbejdet igennem, siger Lars Bladt.


Oversigt

    Oversigt