Forsvarer for efterlyst sexkrænker: - Han kommer hjem i næste uge

Fyns Politi har ikke kunne finde 55-årig odenseaner, der blev idømt halvandet års fængsel for at have krænket 22 piger. Manden er eftersøgt i hele Europa.

Den 55-årige odenseaner, som er dømt for at have sexkrænket 22 piger i Odense-forstaden Stige, kommer hjem i næste uge. 

Det forventer den eftersøgtes forsvarer, Troels Maglegaard, efter at Fyns Politi torsdag morgen kunne fortælle, at man har udsendt en international arrestordre.

- Jeg forventer, at min klient er hjemme primo uge to - altså den 8.-9. januar, og at han derefter, som det retskafne menneske, jeg kun har indtryk af, at han er, vil acceptere rettens afgørelse om varetægtsfængsling, siger Troels Maglegaard til DR Fyn.

Mødte aldrig op

Odenseaneren blev idømt halvandet års fængsel for krænkelserne. Manden mødte aldrig op til domsafsigelsen, og han ankede dommen. Siden har Fyns Politi ikke kunnet finde ham.

- Tager han til Tyskland, og der er grænsekontrol, eller tyske politifolk spørger på ham, så får de at vide, at han er efterlyst i Danmark. Det samme vil ske i alle andre europæiske lande, siger efterforskningsleder Henrik Justesen til DR Fyn.

Ifølge efterforskningslederen sker det blandt andet, fordi manden under retssagen forklarede, at han har tilknytning til et rumænsk børnehjem, hvor han har arbejdet som frivillig.

Overgreb siden 1999

Den 55-årige mand arbejdede som pædagogmedhjælper på Stige Skole og som håndboldtræner i Stige Håndboldklub.

De mange overgreb er foregået i årene fra 1999 til 2015 i skolens sfo, i håndboldklubben og i mandens eget hjem i det nordlige Odense.

Under retssagen fortalte adskillige piger og forældre, at de flere gange orienterede Stige Skole om, at manden havde rørt ved og krænket små piger.

Nægtet sig skyldig

En 31-årige kvinde fortalte i retten, at også hun blev udsat for seksuelle krænkelser som barn, da hun gik i sfo'en. Hun vidnede ifølge Fyens Stiftstidende for at kaste lys over, at manden så tidligt som 1992 angiveligt skulle have forgrebet sig på piger.

Den 55-årige mand har gennem sagen nægtet sig skyldig. Under retssagen fortalte han, at han havde modtaget trusler på livet fra mennesker i lokalområdet og derfor ikke turde bo i sit eget hus.

Ud over fængsel blev den 55-årige pædagogmedhjælper frataget retten til at arbejde med børn og unge piger.

Oversigt

    Oversigt