Biografer lider: Fynboerne dropper film på de store lærreder

De fynske biografer bløder. Grundet corona er flere film udskudt, og fynboerne er blevet hjemme.

Den danske film Undtagelsen spiller på det store lærred i sal to i Scala Svendborg. Lyden brager ud over de få biografgæster, der har fundet vej i mørket.

Langt størstedelen af sæderne er tomme - ikke på grund af coronarestriktioner, men fordi fynboerne bliver væk.

Scala Svendborg har siden genåbningen af biograferne haft en omsætningsnedgang på 45 procent. 

- Når der ikke er nogen større film, så går folk ikke ind og leder på vores hjemmeside. Du ser ikke et billede af biografen og tænker: Jeg skal i biografen. Du ser et billede af filmen og tænker:  Jeg skal ind og se den, fortæller Louise Dyre, der er medejer af Scala Svendborg.

Hun tilføjer, at udvalget af film er afgørende.

quote Vi har selvfølgelig også den situation i vores branche,  at vi ikke har nye varer på hylderne.

Louise Dyre, medejer, Scala Svendborg

- Vi har selvfølgelig også den situation i vores branche,  at vi ikke har nye varer på hylderne, siger hun. 

Film udsættes

I Nordisk Film Biograf i Odense viser man af samme årsager langt færre forestillinger end tidligere. I en periode valgte biografchef John Philipsen endda at holde lukket mandag til torsdag.

- Der er rigtig mange film - vi skulle blandt andet allerede have haft Mulan nu - men de er blevet udsat. Så filmsituationen er presset lige nu, siger John Phillipsen.

Det påvirker gæstemængden. 

quote Vi har ikke helt så mange gæster som sidste år. Det er klart. Det kan vi simpelthen ikke med det filmudvalg og det antal forestillinger.

John Phillipsen, biografchef, Nordisk Film Biograf, Odense

- Vi har ikke helt så mange gæster som sidste år. Det er klart. Det kan vi simpelthen ikke med det filmudvalg og det antal forstillinger, vi har, tilføjer han. 

En presset branche

Tendensen er udbredt over hele Danmark, fortæller direktør for Danske Biografer Lars Werge.

- Det generelle billede for juli er, at vi næsten er på halv kraft i forhold til besøgstallet sammenlignet med sidste år.  Så det er rigtig skidt, siger Lars Werge.

På grund af coronapandemien er flere store såkaldte blockbuster-film blevet skubbet. Blandt andet skulle den nyeste James Bond-film have haft premiere i foråret, men nu er datoen ukendt.

Manglen på store film, der kan tiltrække publikum, er årsagen til de manglende biografgæster, fortæller Lars Werge.

- Kort sagt er der brug for gode film, der kan trække publikum til salene, og det er der for lidt af lige nu. Det skyldes, at store dele af verden ligger brak på grund af corona, og derfor bliver de store film ikke lanceret i det tempo og med den kalenderdato, som egentlig var fastsat tidligere på året.

I Scala Svendborg forsøger man sig nu med ældre titler og mindre arrangementer, der overholder restriktionerne, for at lokke flere gæster til. 

Oversigt

    Oversigt