En halv time.
Så lang tid må børnene i Svendborg Juniorklub have deres telefoner og computere, når de kommer ned i klubben efter skoletid.
I denne uge sætter TV 2 Fyn fokus på brugen af mobiler og skærme under temaet mobilfri, og netop i Svendborg Juniorklubben har der været store diskussioner om reglerne for brug af mobil.
Antallet af minutter børnene må sidde med skærmene har længe været diskuteret. Det har også været afskaffet - men nu er der landet et kompromis i klubben.
- Når børnene har siddet foran deres computerskærme i skolen tre-fire timer, så synes vi ikke, at de skal sidde her med skærmene mere end højst nødvendigt, siger Laurits Mikkolinius Mader, der er pædagog i klubben.
De har afprøvet flere modeller i forhold til skærmtid, og han synes, det har været rigtig svært at finde den helt rigtige balance.
- Førhen var det helt frit, og de måtte bruge dem, så lang tid de ville. Men vi fik simpelthen svært ved at konkurrere med skærmene. Vores tilbud var ikke aktuelt i forhold til hvad der kunne ske derinde. Vi var udkonkurreret, fortæller Laurits Mikkolinius Mader.
Herefter prøvede de en helt anden model, som også gav udfordringer.
- Så afskaffede vi skærmene helt hernede i klubben. Men så kom børnene ikke. I stedet satte de sig i små afkroge på skolen, hvor de kunne spille eller skrive, fortæller han.
Børnemøde
Efter de havde afprøvet både frit spil og en komplet afskaffelse, holdt Svendborg Juniorklub et børnemøde med alle børnene, hvor de snakkede om, hvordan børnene selv synes reglerne skulle være.
Kompromiset blev en halv times skærmtid.
Et kompromis der deler vandene hos børnene.
- Det er lidt irriterende, når vi skal pakke dem væk igen. Jeg kan godt lide, at bruge lige så lang tid, som jeg vil på min telefon, siger Mikkel Brønnum, der går i klubben.
Pelle Fyhn synes, de nuværende regler er okay.
- Det er fint nok. En halv time er rimelig god tid til lige at spille, siger han.
Laurits Mikkolinius Mader mener ikke, at der er sat punktum i regelsættet endnu.
- Reglerne fungerer udmærket. Men der er stadig konflikter, og nogle gange skal vi rundt at sige til dem mange gange, at de skal pakke deres telefoner væk. Vi synes, vi er landet meget godt, men vi er ikke i mål endnu, siger han.
Retningslinjer
En ting er, hvad børnene siger. Noget andet er deres forældre. Karen Majgaards børn går i fritidsklubben. Hun er bange for konsekvenserne af børnenes skærmforbrug.
- Jeg er bange for at se min datter, hendes kammerater og de fællesskaber hun er i, kommer i mistrivsel, siger hun.
Karen Majgaard synes, at skærmene skal blive hjemme, men hvis de skal have dem, bør der være rammer.
- Vi er bagud i forhold til at sætte rammer for vores børn, så de ikke sidder og bliver nogle små "lemmings", der konstant skal have dopaminudskillelse i hjernen og hele tiden skal søge det fix, de får i deres skærme, siger hun.
Karen Majgaard mener, at rammerne bør komme fra et helt bestemt sted.
- Jeg synes sådan set ansvaret ligger politisk. Jeg er fuldstændig klar over, at vi forældre skal på banen. Men det kan vi simpelthen ikke vente på, for så bliver der skabt et A- og et B-hold. Et hold for de børn, der har forældre, som sætter rammer og regler og et andet hold, som slet ikke har rammer og regler for hvor mange timer, og hvad de må bruge deres skærme til.
Hun ved, at der er nogle retningslinjer på vej, og hun håber, at det kan ændre noget.
- Det er jo kun retningslinjer, og det er op til skolerne at forholde sig til dem. Men forhåbentlig kan det sætte nogle frø og inspirere ledere i skolerne og på klubområdet til at sætte de her rammer, fortæller hun.
Fremtiden
Tilbage i fritidsklubben håber pædagog Laurits Mikkkolinuis Mader på, at fremtiden ser anderledes ud.
- Jeg synes, det er en virkelighed, der fylder mere og mere for børn. Jeg synes bare, de skal have lov til at være børn. De skal mærke, hvor fællesskabet kan lykkes. Jeg håber, at vi om 10 år ser tilbage og tænker: Okay, hvad tænkte vi på, da vi gav vores børn telefoner med, siger han.
Alligevel er han ikke helt sikker.
- Det kan sgu også være, at jeg er en gammel kæmpe nogle gange, som tænker, at det er lykken, fortæller han.