En person omkommet efter frontalt sammenstød - én anholdt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En kvinde i 80'erne er omkommet i en alvorlig trafikulykke på Teglværksvej mellem Gudbjerg og Gudme på Sydfyn. Det oplyser Fyns Politi til TV 2 Fyn.
Kvinden var involveret i et frontalt sammenstød med en anden bil, hvor der sad fire yngre mænd. Alle involverede parter er fra lokalområdet, beretter Henrik Strauss, der er vagtchef ved Fyns Politi.
- Kvindens bil er rullet om på taget og slynget halvvejs ind i en have, hvor den i den forbindelse også har ramt et hus, siger han.
Føreren af den modkørende bil er en mand i starten af 20'erne, og han er anholdt, fortæller vagtchefen videre. Det skyldes mistanke om spirituskørsel.
- Vi ved ikke, om ulykken skyldes alkohol, eller om det har haft en medvirkende faktor. Vi skal have taget en prøve.
De fire yngre mænd i den anden bil er alle lettere tilskadekomne, fortæller vagtchefen, der oplyser, at vejen fortsat vil være spærret noget tid, da de afventer en bilinspektør, der skal undersøge ulykken nærmere.
De pårørende er underrettet.
Færdselsulykken efterforskes nu, og det vil derfor ikke være muligt at give flere oplysninger om hændelsesforløbet, tilføjer politiet.
Mand så voldsom ulykke - en person fundet død i bil
Klokken 17.15 fredag fik Fyns Politi en anmeldelse om et trafikuheld på Teglværksvej mellem Gudbjerg og Gudme på Sydfyn.
Anmeldelsen kom fra et vidne på stedet, fortæller vagtchef Henrik Strauss til TV 2 Fyn.
- Han ser selve ulykken og ringer till 112, hvorefter vi får en anmeldelse om, at der er sket en ulykke med fastklemte.
Vagtchefen fortæller videre, at der straks blev sendt fem patruljer, fem ambulancer og en lægebil afsted. Samtidig kommer beredskabet også med et af sine slukningskøretøjer, da der er melding om en fastklemt.
Da politiet og redning kom frem blev den ene part - en kvinde i 80'erne - erklæret død på stedet efter sammenstød med en anden bil. Alle involverede parter er fra lokalområdet, oplyser vagtchefen.
Politiet oplyser fredag ved 19-tiden, at de forventer, vejen vil være spærret et stykke tid endnu.