- Lad nu være med at give ham muligheden for at inkassere flere hundrede tusinde kroner.
Sådan lyder opfordringen fra 31-årige Fie Nielsen i et facebookopslag, der på nuværende tidspunkt er delt mere end 1.000 gange.
Hun blev sidste år idømt en betinget dom på fire måneder og et erstatningskrav på 23.700 kroner ved Retten i Svendborg til to sigtede i sagen om Mia Skadhauge Stevn, der forsvandt efter en bytur i Aalborg.
Derudover skulle hun betale advokatsalær og sagens omkostninger, og derfor løber regningen op i næsten 35.000 kroner. Et beløb som potentielt kan stige, da det kun er ham, der senere blev frifundet, der har fremsat et erstatningskrav.
Nu opfordrer hun andre til at lade være med at dele oplysninger om den sigtede i sagen om den 13-årige pige, der i weekenden forsvandt på Vestsjælland.
- Det var et kort øjeblik af idioti, der overtog, siger hun
- Jeg var jo nummer 458 i den kø af folk, der havde postet de billeder, og jeg regnede ikke med, at der ville ringe en politibetjent og sigte mig.
Fie Nielsen kendte Mia Skadhauge Stevns kæreste og forklarer, at sagen derfor kom meget tæt på hende. Det var en blanding af afmagt, frustration og vrede fik hende til lægge billeder op af de to sigtedes facebookprofiler.
- Jeg tror bare, at jeg var i mine følelsers vold, og jeg blev ked af det på kærestens og familiens vegne, og jeg tænkte ikke over, hvad jeg lavede, og hvilke konsekvenser det kunne have, siger hun.
- Jeg ønskede jo et eller andet sted også, at de kom til skade.
Ulovligt at dele
Det er ulovligt for alle at dele noget, der kan bruges til at identificere den sigtede i en sag, når der er nedlagt identifikationsforbud i en sag.
Det oplyser juraprofessor fra Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller til TV 2.
- Der er nedlagt et identifikationsforbud på det her tidlige tidspunkt af sagen, og så skal navnet ikke ud i offentligheden. Det gælder alle. Det er de traditionelle medier, det er de sociale medier, det er dig og mig - det er alle, siger han.
Der er situationer, hvor det ikke er strafbart at dele navnet. Et navneforbud kan nemlig ikke gælde, hvis navnet er delt inden forbuddet trådte i kraft.
Alligevel opfordrer professoren til, at man overvejer, hvorvidt man vil lade informationerne stå, hvis der bliver nedlagt et navneforbud efterfølgende.
- De her regler er jo en beskyttelse af os alle sammen, siger han til TV 2.
- Politiet kan principielt have fået fat i en forkert person, og så skal det (navnet, red.) ikke stå alle mulige steder.
Fortryder delvist opslaget
Når Fie Nielsen i dag tænker tilbage på den dag, hvor hun delte de sigtedes identiteter på Facebook, kan hun godt se, at det ikke var det rigtige at gøre.
- Jeg sad ikke og overvejede, hvilke konsekvenser det vil have på den længere bane, siger hun til TV 2 Fyn.
Men da hun i retten fik sin dom, lagde dommeren stor vægt på, hvilken betydning overtrædelse af navneforbuddet kan have.
- Dommeren gik virkelig hårdt til mig og spurgte, om jeg var klar over, at jeg havde sat andres liv i fare. Der gik det op for mig, at det er jo ikke kun dem, det påvirker, det er også de pårørende, og det vil aldrig nogensinde være deres skyld, siger Fie Nielsen.
I dag fortryder Fie Nielsen ikke at have delt identiteten på ham, der stadig er varetægtsfængslet. Men hun fortryder dog, at hun delte identiteten på ham, der senere blev renset og frikendt.
- Jeg fortryder, at jeg har været med til, at jeg har været med til at ødelægge en uskyldig mands liv, og jeg fortryder, at det udløste den her straf, men for ham der stadig sidder varetægtsfængslet, og vi forventer der falder dom til, det fortryder jeg ikke, siger hun.
I dag forstår hun godt, hvorfor det er vigtigt, at man overholder navneforbuddet.
- Selvfølgelig ville jeg selv være monsterbange, hvis det var mig, det gik ud over, men det tænker man ikke over i situationen.
Kommer med klar opfordring
Den 31-årige Fie Nielsen har en helt klar opfordring til de, som har lyst til at dele identiteten på den mand, der er sigtet for i sagen om den 13-årige pige.
- Lad nu politiet og domstolen gøre deres arbejde. Det er ikke vores pligt at gå og lege dommer eller politibetjente, men vi er bare supergode til at gøre det på sociale medier.
- Det er lidt som en boomerang, lorten skal nok komme tilbage, og det gjorde den i hvert fald i mit tilfælde. Det er ikke det værd at have hængende over hovedet. Det er en nederen ting at skulle forholde sig til.
Hvis ikke frygten for en stor gæld, en plet på straffeattesten og en betinget dom er nok, til at afskrække folk fra at dele identiteten på gerningsmanden, så har Fie Nielsen lavet et andet regnestykke, der måske kan hjælpe med at genoverveje.
- Det kan godt være, han får ti års fængsel, men hvis han hiver 30.000 kroner ind per person, der har offentliggjort hans profil, så kommer han til at leve det fede liv.
- Vi glemmer, at de kan søge et erstatningskrav ,på baggrund af at vi bryder navneforbudet, og hvorfor fanden skal vi give dem den mulighed for at kunne sidde og høste kontanter ind alle steder fra?