Fyns Politi efterlyser 55-årig: Har været forsvundet en uge
Artiklen er mere end 30 dage gammel
55-årig mand er lørdag blevet efterlyst af Fyns Politi, efter han ikke har givet livstegn fra sig i en uge.
Lørdag den 3. marts forlod en 55-årig mand sit hjem i Svendborg i nedtrykt tilstand. Han har ikke siden givet livstegn fra sig, og derfor efterlyses han nu af Fyns Politi.
Både manden og en lyseblå Audi A3 med registreringsnummer BB 73 389 er væk. Fyns Politi formoder derfor, at manden er kørende i bilen.
Manden beskrives som cirka 185 centimeter høj, almindelig af bygning og med tre millimeter langt hår og gråt skæg. Han er med stor sandsynlighed iført en koboltblå fiber/nylon-vinterjakke med hætte, petroleumsfarvet fleecetrøje, blå cowboybukser og mørkebrune Helly Hansen-støvler.
Har man oplysninger om enten manden eller om bilen, kan man henvende sig til Fyns Politi på telefon 1-1-4.
To mænd reddet i land: Skib kæntret ud for havn
Fyns Politi er sammen med Beredskab Fyn lørdag rykket ud til havnen i Bogense, hvor et specialskib er kæntret.
Kort før klokken 12 lørdag modtog Fyns Politi og Beredskab Fyn en melding om et kæntret uddybningsfartøj i Bogense Havn.
- Den er kæntret 200 til 300 meter ude, og en mand med kikkert kan se, at der sidder to eller tre mand. Hvor mange der har været om bord, ved vi ikke, siger politiets vagtchef Steen Nyland.
Det viste sig kort efter, at TV 2/Fyn første gang talte med vagtchefen, at der sad to mænd på skroget af skibet. De blev begge bragt til lands med båd. Ifølge politiets oplysninger skulle der ikke være flere om bord.
Tjekker for olieudslip
De to mænd arbejdede med at uddybe sejlrenden ind til Bogense Havn & Marina, da skibet tippede rundt, forklarer Thomas Fløjborg-Lading, maritim leder i Nordfyns Kommune.
- Jeg er glad og lettet over, at de to mænd er blevet reddet i land, siger han til TV 2/Fyn.
En redningshelikopter flyver fortsat rundt over vandet og forsøger at spotte et eventuelt olieudslip. Inden længe lægger Hjemmeværnet flydespærringer ud for at mindske udslippet.
Fyns Politi har endnu ingen oplysninger om, hvorfor skibet vippede rundt.