Længere periode med færre tog mellem Odense og Svendborg
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Fra tirsdag og frem mod sommerferien kører der kun ét tog i timen på Svendborgbanen.
I perioden fra tirsdag den 23. april og indtil onsdag den 12. juni kører der færre tog på Svendborgbanen mellem Odense, Ringe og Svendborg.
Der vil i perioden kun køre ét tog i timen mellem Odense og Svendborg. Toget vil køre fra Odense 13 minutter over hel hver time og fra Svendborg på minuttal 02.
Det er hurtigtoget mellem Odense og Svendborg som er taget ud af køreplanen.Toget der kører mellem Odense og Ringe bliver ikke påvirket af ændringerne og vil fortsat køre som normalt.
Akut ændring: Mangel på lokofører satte busser ind på Svendborgbanen
Hele lørdag formiddag blev passagererne på Svendborgbanen mødt af togbusser. Togene begyndte at køre igen ved middagstid, men de næste dage byder også på ændringer.
Hele lørdag formiddag måtte passagerer på Svendborgbanen kigge langt efter tog og i stedet tage bussen for at turen Odense-Svendborg eller omvendt.
Sidst på eftermiddagen fredag måtte DSB nemlig akut ændre på lørdagens planer. Der var ganske simpelt ingen til at køre togene.
- Vi havde fra opstart lørdag aflyst togene og indsat togbusser. Vi har mangel på lokofører, oplyser informationschef Tony Bispeskov, DSB, til TV 2/Fyn.
Tony Bispeskov forklarer, at det var et akut opstået problem, som blev udløst af sporarbejde flere steder.
- Overordnet giver sporarbejde et øget forbrug af lokoførere. Det er ikke umiddelbart logisk, men det er faktisk det der sker, siger han.
Han afviser samtidig at manglen på lokoførere er at udkomme af konflikten mellem DSB og de ansatte. En konflikt, som Arbejdsretten for knap to uger siden sparkede til hjørne, da den kendte en arbejdsnedlæggelse ulovlig.
Striden skyldes uenighed mellem DSB og de ansatte om de fremtidige ansættelsesforhold, herunder løn og arbejdstid. Den knude er de to parter fortsat igang med at løse, men det foregår ved forhandlingsbordet.
- Vi kommenterer ikke på forhold der vedrører konflikten. Men jeg kan sige, at det her (manglende lokoførere på Svendborgbanen, red.) intet har med konflikten at gøre, siger Tony Bispeskov til TV 2/Fyn.
Klokken 12 begyndte der igen, at køre tog mellem Svendborg og Odense. DSB skriver på sin hjemmesiden, at "fra klokken 12 og døgnet ud kører der to tog i timen mellem Ringe og Odense og et tog i timen mellem Odense og Svendborg".
Det betyder således, at passagererne på strækningen skal lægge togvanerne tilside, og i stedet tjekke Rejseplanen for ikke at strande i længere tid på en station på strækningen.
Flere udfordringer
Men her stopper udfordringerne ikke for den fynske togbanes brugere.
Fra søndag til og med tirsdag (14.-16. april) vil enkelte tog i aftentimerne være erstattet af togbus, oplyser DSB. Ændringerne skyldes sporarbejde mellem Odense og Ringe.
Også her vil Rejseplanen være et godt sted for, at se om ændringerne har indflydelse på en planlagt rejse.
Her holder togbussen 14.-16. april:
Odense, Kottesgade
Odense Sygehus, Kløvermosevej, buslommen
Fruens Bøge, Skovalléen, vejen der krydser banen
Hjallese, Forpladsen ved stationen
Højby, buslommen på Svendborgvej
I det hele taget er der mange ændringer i afviklingen af togtrafikken, som rammer passagere til og fra Fyn. Få et samlet overblik her
Ændringerne i køreplanen skyldes planlagt sporarbejde mellem blandt andet Odense og Svendborg, forklarer informationschef Tony Bispeskov til TV 2/Fyn:
- Vi er inde i en periode med mange planlagte sporarbejder (blandt andet mellem Ringsted og Korsør, red.) som betyder ændringer i lokoførernes vagtplaner og som også betyder et højere forbrug af lokoførere. Overordnet har vi ikke det antal lokoførere der skal til i øjeblikket, siger Tony Bispeskov.
Tony Bispeskov oplyser desuden, at man vil imødekomme eventuel trængsel med flere vogne på i det omfang det er muligt.
DSB og Banedanmark opfordrer rejsende til at holde sig orienteret om ændringerne via rejseplan.dk.