Institutionen ligger ved Svendborg og er det andet hospice på Fyn. Hospice Sydfyn blev fredag indviet af blandt andre Svendborgs Borgmester Curt Sørensen (S).
Institutionen er selvejende, men det er Region Syddanmark, der finansierer driften.
Hospice Sydfyn har plads til 12 patienter, der kan komme fra hele landet.
Men med placeringen i Svendborg vil patienterne primært komme fra det sydfynske.
- Patienterne har lettere adgang til at komme på hospice, og det er jo især af hensyn til de pårørende. Selvfølgelig også patienterne, men de pårørende har meget nemmere ved at komme på besøg, når der ikke er så langt. Der er undersøgelser, der viser, at hospicerne i overvejende grad er belagt med patienter som kommer fra nærmiljøet, siger bestyrelsesformand for Hospice Sydfyn Edel Nielsen.
Efter planen tages Hospice Sydfyn i brug af de første patienter den 22. oktober.