Svendborg går til kamp mod radon

Svendborg er et af de steder i landet, hvor der ifølge Sundhedsstyrelsen er størst risiko for radon.

Den landsdækkende kampagne "radon frit hjem" er nået til Svendborg.

Husejeren Hasse Christensen har ligesom 23.000 andre hustande i kommunen modtaget en pjece, som spørger: Har du for meget radon? 

En pjece, der henvender sig til husejere i hele Svendborg Kommune.

For meget radon kan være sundhedsskadeligt, og bliver sat i forbindelse med 300 tilfælde af lungekræft i Danmark hvert år.

- Det bekymrer mig afgjort meget, siger Hasse Christensen fra Svendborg.

Radon findes i jorden

Ifølge Manja Alvagård er radon en naturlig men radioaktiv gasart, som over tid kan forårsage lungekræft.

- Vi er meget interesserede i at sørge for, at tingene er i orden, og at vi ikke har nogle basale kilder til sygdom liggende hos os, siger Hasse Christensen.

Manja Alvagård fortæller, at målerne skal placeres i soverværelser, og i de rum hvor man opholder sig i mange timer. Hvis man har flere etager i sit hus, skal der være minimum én måler på hver beboelig etage.

Svendborg er ekstra udsat

- I området omkring Svendborg Kommune har undergrunden en større koncentration af radon, end de fleste andre steder i landet. Heldigvis er det noget, man kan gøre noget ved. Vi håber, at samarbejdet med Realdania kan hjælpe mange på vej til at få foretaget en måling, siger Henrik Nielsen, formand for Erhvervs- Beskæftigelses- og Kulturudvalget.

Radonsikring er lovpligtig

Det var først i 2010, at det blev lovpligtigt at radonsikre nye huse. Derfor er det  især huse, der er bygget før 2010, hvor risikoen for radon er størst.

Hvis niveauet af radon i et hus er normalt eller lidt forhøjet, så kan man ofte afhjælpe det ved at lufte ud regelmæssigt.

Manja Alvagård fortæller dog, at hvis man har meget forhøjede værdier, er det ikke nok at lufte ud et par gange om dagen.

Der er flere forskellige løsninger, hvis man opdager, at radonniveauet i et hus er for højt - og dermed sundhedsskadeligt.

Nogle gange skal der ikke mere til end ekstra ventilation i nogle rum, før risikoen bliver mindre. Men man kan altså også risikere, at gulvene i hele huset skal rives op, og der skal lægges en slags radonfilter i fundamentet.

Pjecen og opfordringen til radontjek af husene er et samarbejde mellem Realdania og Svendborg Kommune.

Tjek målingen for radon i din Kommune her 

Oversigt

    Oversigt