Eriksen mere værd end Ronaldo, viser ny rapport

Christian Eriksen har haft et strålende 2017, både for klub- og landshold, og det kan ses på danskerens markedsværdi.

732 millioner kroner.

Så meget vil det koste Europas topklubber, hvis de vil købe Christian Eriksen, ifølge den seneste rapport fra CIES Football Observatory, der er et internationalt center for sportsstudier.

Den danske kreatør ligger nummer 29 på listen over de 100 mest værdifulde spillere i Europas fem største ligaer – den engelske, spanske, tyske, italienske og franske.

Rapporten er formet ud fra nøglekriterier som alder, position, kontraktlængde, præstation og ’international status’.

I starten af december blev Christiano Ronaldo kåret som verdens bedste fodboldspiller for femte gang i karrieren, men den efterhånden 32-årige portugiser har i efteråret ikke præsteret som tidligere, og det kommer til udtryk på listen. 

Real Madrid-stjernen ligger som nummer 49 med en anslået værdi på lige under 600 millioner kroner – næsten 350 millioner mindre end for et år siden.

Endnu en dansker på listen

Christian Eriksen er ikke den eneste danske spiller, der har fundet vej på CIES’s liste.

Også den unge Chelsea-spiller Andreas Christensen er efterhånden blevet en dyr herre, og ligger således nummer 100, hvor han ifølge rapporten koster knap 375 millioner kroner.

Christensen har netop underskrevet en kontraktforlængelse med det engelske tophold, så han forbliver i Chelseas bagkæde frem til 2022.

Begge danskere er dog sat eftertrykkeligt til vægs af brasilianske Neymar, der har en anslået værdi på næsten 1,6 milliarder danske kroner. 

Europas ti mest værdifulde spillere ifølge CIES:

1. Neymar Júnior – 25 år, Paris Saint-Germain frem til 2022 – 1.586.189.700 kroner.

2. Lionel Messi – 30 år, FC Barcelona til 2021 - 1.505.763.180 kroner.

3. Harry Kane – 24 år, Tottenham Hotspur til 2022 – 1.449.911.430 kroner.

4. Kylian Mbappé – 19 år, Paris Saint-Germain til 2022 – 1.433.528.250 kroner.

5. Paulo Dybala, 24 år, Juventus til 2022 – 1.300.228.740 kroner.

6. Dele Alli – 21 år, Tottenham Hotspur til 2022 – 1.275.653.970 kroner.

7. Kevin de Bruyne – 26 år, Manchester City til 2021 – 1.249.589.820 kroner.

8. Romelu Lukaku – 24 år, Manchester United til 2022 – 1.227.249.120 kroner.

9. Antoine Griezmann – 26 år, Atletico Madrid til 2022 – 1.118.524.380 kroner.

10. Paul Pogba – 24 år, Manchester United til 2021 – 1.098.417.750 kroner.

Se hele listen her

 

Oversigt

    Oversigt