Corona har sat tydeligt aftryk på danskernes motionsvaner

Motion i fællesskaber har stor betydning for voksnes fysiske, psykiske og sociale sundhed, siger formand for DGI.

Nedlukninger og restriktioner i kølvandet på udbruddet med coronavirus har haft konsekvenser for danskernes fysisk aktivitet. Og i en sådan grad at mere end hver anden voksen er blevet mindre fysisk aktiv under pandemien.

Det viser en stor undersøgelse fra Bevæg dig for livet, som er en sammenslutning mellem Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Dansk Idrætsforbund (DIF).

I undersøgelsen svarer godt 55 procent af de godt 21.000, der har svaret i undersøgelsen, således, at covid-19 har haft en negativ indflydelse på deres idræts- og motionsvaner det seneste år.

Omvendt angiver hver femte, at de faktisk er blevet mere aktive.

- Igennem de knap to år har vi kunnet se, at dem, der i forvejen er aktive, bliver mere aktive, mens dem, som før har været inaktive, har rørt sig mindre, siger Charlotte Bach Thomassen, der er formand i DGI, til TV 2.

Flere har dyrket motion på egen hånd

På trods af at mange udendørs træningsanlæg også har været spærret af under corona, har mange voksne ifølge Charlotte Bach Thomassen fundet andre måder at dyrke motion på. I naturen eller derhjemme.

Og undersøgelsen viser da også, at 43 procent i deres besvarelse angiver, at de har dyrket mere idræt på egen hånd, end de plejer.

Men det ændrer ifølge formanden ikke på, at manglen på organiseret motion i fællesskaber har haft konsekvenser for mange voksne.

- Det har en kæmpe betydning i forhold til den fysiske, psykiske og sociale sundhed, siger hun til TV 2.

Børn og unges fysiske aktivitet under pandemien er ikke en del af undersøgelsen.

Oversigt

    Oversigt